Arkiv for maj, 2015

Et særligt stempel der giver både god samvittighed og bedre betaling. Musikelskere skal kunne vælge at købe musik, hvor der er gjort ekstra for at sikre, at der blandt andet betales ordentligt for musikken. Komponister og musikforlæggere foreslår, at musikken får sit eget fairtrade mærke.

De tre komponistforeninger for professionelle komponister, sangskrivere og tekstforfattere i Danmark og DMFF har inviteret musikudbydere til, at man sammen udvikler et mærke, der viser, at den pågældende musik betaler musikkens skabere en bedre pris for musikken.

“Vi inviterer musikkens udbydere til dialog om at skabe sådan et musikkens fairtrade mærke. Mærket har jo vist sig at fungere fint i forhold til andre varer, så hvorfor ikke når det handler om musik”, siger Susi Hyldgaard, formand for DJBFA, der sammen med DPA, DKF og DMFF står bag forsøget om at skabe et mærke. Hun fortsætter: “Jeg tror, at vi kan overføre nogle af erfaringerne fra andre produkter til musikken. Det er for eksempel interessant, at den samme vare sagtens kan stå i både en fairtrade-version og en version uden mærke. Forbrugeren vælger bare selv, om man vil have ekstra god samvittighed. Og det skader ikke udbyderen. Sådan en erfaring bør gøre det lettere for musikudbyderne at overveje et lignende musik-mærke. Vi har en række ideer til, hvad et certifikat kan indeholde af særlige hensyn og fordele i forhold til musikkens vej fra skaberen til forbrugeren. Men nu mødes vi først med musikudbyderne uden bastante krav”, siger Susi Hyldgaard.

Det er ikke kun i Danmark, at musikkens skabere har inviteret musikudbydere som for eksempel streamingtjenester til møde om et fairtrade mærke. Både i Norden, Storbritannien, Canada og flere andre steder verden over er lignende invitationer sendt og blevet modtaget positivt.

Læs mere om ideen om musik fair trade her

Alle de nordiske organisationer for komponister og tekstforfattere har sammen med de nordiske musikforlæggerforeninger og NCB aftalt, hvordan der skal gives tilladelse til brug af musik fra 1. juni. I praksis handler det om en ny fordeling af ansvaret for, hvem der gør hvad.

På NCB i København er man begejstret for denne nye model, fordi det gør det lettere både at få tilladelse til at bruge musik, men også nemmere at finde ud af, hvor meget det vil koste. Det er et tiltrængt første skridt mod at forenkle proceduren for, hvordan man får tilladelse til at bruge musik i film og tv.

Læs hele artiklen her

musikhandlingsplan

Kulturminister Marianne Jelved lancerer i dag den nye musikhandingsplan “Mere musik – fra en stærk fødekæde”. Planen styrker musikkens fødekæde ved at fordoble den tidligere musikhandlingsplans støtte til komponister og sangskrivere samt fokuserer økonomisk på musikskolernes arbejde med børn og unge.

Musikhandlingsplanen træder i kraft den 1. juli 2015 og løber til 2018.

Læs musikhandlingsplanen her

Igen i år samles Danmarks centrale kunst- og kulturorganisationer for at sætte kunst og kultur på den politiske dagsorden. Velkommen til seriøst underholdende debat, musik og performance med nogle af landets største kunstnere, skarpeste meningsdannere og mest markante politikere.

Til juni drager kunst- og kulturlivet til Bornholm, hvor vi sammen opbygger scene, bar, svedehytte og lækkert loungeområde til tre dages intenst fokus på kulturpolitik i Rosengade.

Mød kulturminister Marianne Jelved, De Konservatives kulturordfører Lars Barfod, forfatter Knud Romer, formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo, Roskilde Festival og mange flere i debatter om kunst og kultur. Vær med til at debattere, hvad skal vi med den, hvad skal den kunne og koste, hvem repræsenterer den osv. Og oplev kunstnere som Mads Langer, Szhirley, Hassan Preisler og Lilibeth Cuenca Rasmussen – og mange flere.

Debat, kunst og underholdning

Tre dage hvor politikere, meningsdannere og kunstnere m.fl. debatterer, quizzer og battler tilsat – selvsagt – en masse koncerter, performances og andre kunstneriske og kulturelle oplevelser. Det hele foregår i Rosengade på scenen, i baren eller i en ægte svedehytte, men også rundt om på gader, stræder, på torve og i busser. Beware, kulturens stemme gjalder overalt på Folkemødet i år!

På programmet er der aktuelle kulturpolitiske debatter om uddannelse, kulturel mangfoldighed og kunstnerisk frihed, om hvorfor vi støtter kunsten, om kunst og kultur i folkeskolen, om diversitet i kunsten – hvad går vi glip af, når den mangler – kreativ økonomi i den kreative industri, og meget mere.

Igen i år vil vores kære værter Anders Breinholt og Lene Johansen styre slagets gang og stå for at inspirere og ruske op i deltagernes komfortzoner.

Alle tre dage har fokus på kerneværdier i vores samfund såsom demokrati, ytringsfrihed, diversitet, kreativitet, uddannelse og ligeværd – alt sammen bundet op på kunst og kultur.

Program dag og nat

Når dagen går på hæld og kulturpolitikken er endevendt, pirket til og måske fået et kærligt skub bagi, er der stadig masser af gang i Rosengade.

Musikalsk er der optræden af kendte og anerkendte kunstnere som Mads Langer, Niels Hausgaard, Barbara Moleko og Dario Campeotto. Performancekunsten er stærkt repræsenteret af Lilibeth Cuenca Rasmussen, Olof Olsson og Hassan Preisler. Og tegnere illustrerer og dokumenterer hele forløbet undervejs.

Vi ses til Folkemødet, om dagen til debat med markante politikere, meningsdannere og kunstnere, om aftenen til fest og fadbamser i loungen ledsaget af kendte musikere, der spiller op.

Det hele starter torsdag den 11. juni til og med lørdag den 13. juni. Rosengade har det hele – Kunst og Kultur Live!

Bag Rosengade Kunst og Kultur Live! står organisationerne:

Dansk Artist Forbund ● Dansk Musiker Forbund ● Koda ● Dansk Live ● Dansk Kapelmesterforening ● Dansk Korforbund ● Dansk Kunstnerråd ● Billedkunstnernes Forbund ● Danske Bladtegnere ● Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere ● Foreningen af Kunsthaller i Danmark ● Dansk Skuespillerforbund ● Dansk Solistforbund ● Gramex ● Dansk Musikforlæggerforening ● Organisationen Danske Museer

I samarbejde med Roskilde Festival, Statens Kunstfond og Royal Unibrew.

KODA høstede på deres generalforsamling klapsalver for et rekordhøjt 2014-regnskab. KODAs omsætning landede på 826 millioner kroner i 2014 – og medlemmerne fik rekordmange penge udbetalt. Det fremgik af KODAs regnskab, som administrerende direktør Anders Lassen gennemgik på KODAs generalforsamling den 27. april. Alligevel lægger bestyrelsen ikke skjul på, at mange medlemmer oplever, at det er udfordrende at leve af musik i dag på grund af blandt streaming og forældet EU-lovgivning.

”Inden for rammerne af den virkelighed, som vi kender, så er KODA rigtig godt med”, fastslog formand for Kodas bestyrelse, Niels Mosumgaard og fortsatte: ”Man skal kunne mærke en forskel på serviceniveauet i et selskab, der først og fremmest arbejder for alle medlemmer – og ikke kun én kommerciel spiller. Det skal også være tydeligt, at forretningen handler om at sende pengene videre til rettighedshaverne – og ikke holde dem inden for administrationen”.  

Læs KODAs Årsberetning 2014 her