Arkiv for april, 2017

Ny bestyrelse i Koda blev valgt efter en meget lang generalforsamling. Musikforlæggernes formand Ole Dreyer ser frem til et godt samarbejde med de to øvrige Musikforlæggere, Peter Littauer og Søren Winding, samt de seks autormedlemmer.

Ser Kodas nye bestyrelse her: www.koda.dk

På Musikforlæggernes generalforsamling valgte Tine Birger Christensen efter 28 år i bestyrelsen ikke at genopstille. Nyt medlem i bestyrelsen bliver Loui Törnqvist fra Wilhelm Hansens Musikforlag.

Musikforlæggerne vil gerne takke Tine for det store arbejde, som hun har gjort gennem årene for musikforlagene – dels gennem bestyrelsesarbejdet, men også via arbejdet i Kodas bestyrelse.

Samtidig vil vi gerne ønske Loui Törnqvist tillykke med valget og glæder os til samarbejdet.

carlprisen_150x150_logo

Musikforlæggernes årlige prisfest – Carl Prisen – løb af stablen den 24. april for 200 særligt indbudte gæster. Det var Oliver Zahle og Stine Rosengren, der som konferenciers guidede publikum gennem uddelingen af de 14 priser samt fire fantastiske musikalske indslag i duo form. Kira Skov & Steen Jørgensen leverede en stærk og bevægende udgave af Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesens ”Brev til Sonny Boy”. Katinka og Benjamin (Benal) opførte deres hit ”Sprog”. Thomas Buttenschön & Carl Quist-Møller satte fut i løjerne med ”Skål i Kakao” og ”Min Skyld” fra deres børnemusik album ”Bare kald mig Tofte”. Sidste optræden stod Æresprisvinderen Peter Ingemann for med en groovy improvisation på kontrabassen, der kørte videre over i sangen ”25-7”, der blev fyret af sammen med Folkeklubben. Prisfesten blev afsluttet af acapella fællessang til en omskrivning af klassikeren ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Og prismodtagerne for Carl Prisen 2017 blev:

Musikforlæggernes Ærespris 2017: Peter Ingemann – som videregav sine 30.000 kroner til Folkeklubben.

Årets klassiske komponist – stort ensemble:
Bent Sørensen for koncert for klavertrio og orkester “L’isola della città”

Årets klassiske komponist – lille ensemble:
Martin Stauning for værket ”Iles en mer d’Argent”

Årets komponist – score:
Nicklas Schmidt for score til filmen “Flaskepost fra P”

Årets komponist – børnemusik:
Carl Quist-Møller og Thomas Buttenschøn for udgivelsen “Bare kald mig Tofte”

Årets komponist – roots:
Kim Nyberg (Afenginn) for værkerne på albummet ”Opus”

Årets komponist – jazz:
Emil Palme (Boujeloud) for værkerne på albummet “Candy Prince”

Årets komponist – pop:
Thomas Troelsen for værkerne i 2016 til bl.a. David Guetta, Justin Bieber og Jason Derulo

Årets komponist inden for rock:
Anders Trentemøller for værkerne på albummet “Fixion”

Årets mest spillede sang(airplay, download og streaming kombineret):
BLAK med ”Nede Mette” af Henrik Blak og Besmir Ismaili

Årets talent(incl check på 30.000 kroner) uddelt af Anne Marie Skov fra Tuborgfondet:
Den Sorte Skole

Årets tekstforfatter:
Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse) for teksterne på albummet “Højlandet”

Årets internationale succes (i 2016):
Lukas Graham

Årets sang:
“Seks hjerter” af Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)

Formand for Musikforlæggerne Ole Dreyer udtaler: ”Tak for endnu en storslået prisfest. Tillykke til alle prismodtagerne, tillykke til alle de nominerede og tak til alle de der deltog. Uden komponister, sangskrivere og tekstforfattere havde Musikforlæggerne intet råmateriale at drive forretning med. Det er fantastisk at se, hvordan samarbejdet imellem os alle udbygges år for år, og jeg er sikker på, at netop Carl Pris festen er omdrejningspunkt for dette stærke samarbejde. Et samarbejde der sikrer at musikken udbredes, når den er skabt, og gerne langt udenfor Danmarks grænser. Men vi skal aldrig glemme betydningen i Danmark, hvor musikken kan så meget som intet andet kan, nemlig binde os sammen som nation. Der hviler en stærk kulturarv i musikken. Lad os passe på den og lad os udvikle den til fælles glæde.”

Check Carl Prisens Facebook-side:https://www.facebook.com/musikforlaeggerne/ hvor der er fotos og Ærespris-video til Peter Ingemann. Billeder fra prisfesten kan hentes her:
https://www.dropbox.com/sh/r7nqwkaxzfyyj40/AAC_umImPgqhum_jz3A9xUFka?dl=0
Og presseinfo her: https://www.dropbox.com/sh/4qk867gbyt8lubx/AACM2tNgf7ITTmvdFsGBLUwua?dl=0

Peter Ingemann_ Credit_ Karsten Weirup

Så er der ganske få dage til at Musikforlæggerne i Danmark for femte gang uddeler de eftertragtede Carl Priser til komponister, sangskrivere og tekstforfattere. Det foregår i år i Akvariefoyeren i Tivoli mandag den 24. April. Festlighederne starter kl. 12.00 med rød løber og frokost, mens selve prisuddelingen varer fra kl. 14.30-17.00 med Oliver Zahle og Stine Rosengren som konferenciers.

Carl Prisen favner bredt rent genremæssigt, hvilket afspejles i dagens mangfoldige musikalske program. Carl Prisen kan i år byde på live optrædener med fire fantastiske duoer: Kira Skov & Steen Jørgensen, Katinka & Benjamin (Benal), Thomas Buttenschön & Carl Quist-Møller samt Folkeklubben & Årets Æreprismodtager.

Der vil blive uddelt i alt 14 priser, heriblandt Musikforlæggernes Ærespris og Talentprisen, som begge er sponsoreret med 30.000 kr. af Tuborgfondet. For Talentprisens vedkommende er det Jacob Dinesen, Den Sorte Skole og Kim Nyberg (Afenginn), der er nominerede.

Inden prisoverrækkelserne har vi valgt allerede nu at offentliggøre modtageren af den allermest hæderfulde pris af dem alle. I 2017 vil det være Peter Ingemann, som hædres med Æresprisen for sit livslange virke i musikkens tjeneste, hvor han igennem nu seks årtier har været med til at forme, skabe og definere den danske musikscene ved blandt andet at være medlem i så legendariske bands som Skousen & Ingemann, Young Flowers, Røde Mor, Kim Larsen & Bellami, Jomfru Ane Band, Musikpatruljen, Stig Møller trio m.m. Med prisen følger en check på 30.000 kroner, som han sædvanen tro, skal give videre til et talent, som han selv finder værdigt. Hvem dette er, afslører Peter Ingemann først på mandag den 24. april til prisfesten. Et stort og velfortjent tillykke til Peter Ingemann herfra!