Arkiv for oktober, 2017

michael Target

Et af Musikforlæggernes nye medlemmer i år er Target Tunes. Her kan du møde firmaets grundlægger og CEO Michael H. Andersen, der samtidig er direktør for hele Target Group og Mighty Music.

Hvad beskæftiger Target Tunes sig med?
”Det er svært at sige helt præcist, hvad vi beskæftiger os med. Jeg har selv lavet forlagsvirksomhed siden midten og slutningen af 1990erne. I 1996 da jeg udsendte mit første album, var jeg helt uvidende om alt. Men så var der nogle der fortalte, at når man fik en pladekontrakt, så skulle der også underskrives en forlagskontrakt. Det var sådan, det var i praksis dengang og det fortsatte jeg så med at gøre med en masse artister fremover primært indenfor metal og hard rock genrerene. Siden har der været perioder, hvor jeg har lavet andre ting, stoppet op, og ikke lavet så meget forlags virksomhed. Men det startede for alvor op igen efter jeg i en årrække havde været ansat som salgschef hos Warner Music. Efter jeg stoppede i den stilling fortsatte mit venskab med Lars Sjelle fra Warner/Chappel Music og vi signede en række artister sammen. Det var artister, som jeg signede til Target og så kom på sub-publishing via Warner/Chappel. Efterfølgende valgte jeg selv at etablere Target Tunes som et selvstændigt forlag og vi har arbejdet aktivt med det i cirka fem år. Det vi laver er, at vi udvælger nogle af de artister, som vi arbejder med i forvejen på Target Records og Mighthy Music og så går vi ind og arbejder med deres sange ofte i et samarbejde med forskellige internationale sub-forlag, hvor vi prøver at placere dem i film, spil, tv-serier og samtidig indhenter deres penge i udlandet, hvor de ikke nødvendigvis kommer ind helt af sig selv”.

I blev medlem af Musikforlæggerne i Danmark i år. Hvorfor har I valgt at blive medlem her?
”Tidligere varetog Warner/Chappel nogle af de interesser, som vi havde med Musikforlæggerne, da vi lavede sub-publishing via dem. Og så er der jo nogle kriterier for at blive medlem af Musikforlæggerne. Man skal lige have eksisteret et vist antal år og have en vis omsætning og så videre. Men da vi havde været i gang i et nogle år og havde en vis omsætning, så var det en no-brainer at blive medlem af Musikforlæggerne, simpelt hen fordi jeg ønsker at få mere indsigt i hele forlagsvirksomheden, at dele know-how og udveksle erfaringer”.

Hvad forventer I at bruge medlemskabet og Musikforlæggerne til?
”Igen – det er et spørgsmål om at netværke, at få indsigt og et spørgsmål om, at der sidder nogle folk hos Musikforlæggerne som er med i nogle bestyrelser og som ved meget mere, end jeg ved. Man kan være med til at se nogle tendenser inden de kommer. Det har været meget værdifuldt allerede nu, synes jeg, på trods af vi ikke har været super aktive. Der er også nogle puljer som er rare at få indsigt i hvordan fungerer”.

Hvor vigtigt er (musik) forlags arbejdet for jeres firma?
Det er et svært spørgsmål. I år har vores metalselskab Mighty Music 20 års jubilæum. Før det har jeg lavet nogle små udgivelser på andre selskaber og jeg har været i musikbranchen i mere eller mindre 25 år.  Target har vi haft gang i siden 2003, altså snart 15 år. Og der har det ændret sig lidt, hvad der har været fokus på og hvad der ikke har. Siden det fysisk salg inden for især de sidste fem år er blevet kraftigt reduceret og det samme med andre indtægts kilder i musikbranchen, så må man også konstatere, at hvis der er noget, der er en permanent tilstand i musikbranchen, så er det forlagsbranchen. Selve forlagsbranchen er jo ikke det mest sexede og spændende. Det er ikke det mest spændende at sidde og Koda rapportere og indhente og så videre. Det har tidligere været noget som mange musikselskaber ikke har gidet, for det kræver ret meget indsigt. Men for at vende tilbage til det her med hvor vigtigt forlagsarbejde er for vores virksomhed, så vil jeg vurdere, at det især har været rigtig vigtigt de sidste par år, hvor vi har haft meget fokus på det og prøver at lave så mange gode samarbejder med sub-forlæggere uden for landets grænser og prøver at arbejde med forskellige genrer. Vi har efterhånden også en ret stor database med musik, som vi kan tilbyde forskellige folk”.

Hvad har været jeres største (musikforlags) succes som firma i år?
”Der er ikke noget, hvor vi kan sige, den der har været kæmpe stor i år. For en del år siden var der nogle ret store ting, der skete for os, med et band som hed Rock Hard Power Spray. I år har der været bandet Lucer, som vi fik placeret i en reklame hos Royal Beer og deres Tak Rock kampagne. Det synes jeg var en pæn succes og jeg kan også mærke, at den kampagne har gjort ret meget for bandet. Der er stor efterspørgsel efter dem nu og jeg kan også se, at der kommer til at ske nogle rigtig sjove ting for dem i det nye år. Ellers vil jeg sige, at det er ret stort for os, at vi er blevet medlem af Musikforlæggerne og har fået en plads og indsigt her. Andre succes historier er, at jeg har lavet en ny aftale med Warner/Chappel omkring udvalgte artister. Det er jo ingen hemmelighed, at de store gamle forlagsvirksomheder også har en anden aftale form og struktur end for 5-10 år siden, så derfor har jeg igen valgt at arbejde sammen med Warner/Chappel. Samtidig har vi en rigtig god dialog med en del andre sub-forlag uden for landet grænser for eksempel Edition Bjorlund fra Sverige. Så i år har ligesom været  året, hvor vi har haft forlags øjnene på og hvor vi har prøvet at få etableret så mange nye samarbejder som muligt over hele verden”.

Hvad ser du som de største udfordringer for Musikforlags branchen i de kommende år?
”Den store udforing er jo, at det fysiske salg nærmest er forsvundet og mange andre indtægtskilder er ved at forsvinde. Desuden er næsten al musik blevet meget pop med stort P, når man hører radiofladerne igennem herhjemme og det er jo en udfordring, når man arbejder med de tungere genrer, som vi gør. Udfordringerne er, at der kommer til at være rigtig mange om buddet i musikforlags branchen, fordi der er mange som mangler indtægter. Det bliver en udfordring. Og udforingen for mig, som ikke udgiver pop, er, de manglende indtægter fra radioafspilninger, hvor der ellers trods alt er nogle indtægter til forlagene. Desuden kan man sige, at der bliver kæmpet meget med systemerne hos både Koda og NCB og de internationale søsterselskaber med at få det hele strømlinet og ind i nogle ordentlige databaser. Det er også en udfordring og der glæder jeg mig til, at det kommer til at fungere optimalt.”

Tremolo

Pigepower, stjernekiggeri og gyser-klang


Musikforlæggerne sætter primært fuld gang i hovedstaden i løbet af Spil Dansk Ugen med en stribe opsigtsvækkende arrangementer, der både inddrager Rundetårn og ruinerne under Christiansborg Slot.

Musikforlæggerne og Spil Dansk samarbejder igen om spændende arrangementer i løbet af Spil Dansk Ugen 30. oktober til 5. november. Ved flere af de i alt 18 begivenheder har publikum faktisk mulighed for at kombinere københavner-sightseeing med en enestående koncert.

Børn kan få en oplevelse helt på toppen torsdag 2. november ved en børnejazz-koncert i Rundetårn. Her spiller Anders Jacobsen med orkester. Det handler bl.a. om astronomi, hvilket passer perfekt til det gamle stjernekigger-tårn. Samme dag er der også et kæmpe børnearrangement, når Spil Dansk-kendingen Bjarne List Nissen trykker speederen i bund ved en syng-med-koncert på Rådhuspladsen i København.

Stemningen bliver nok lige så elektrisk om aftenen – bare i en helt anden genre-boldgade: Roxy Jules og Darling Don’t Dance giver dobbeltkoncert på spillestedet Stengade i København. Der er klar varedeklaration: Girls Rock!

ØL OG GYS

”Vi kommer vidt omkring. Der er også koncerter i ruinerne under Christiansborg Slot, og der er halloween-tema med The Tremolo Beer Gut. Bandet får selskab af en musiker, der kan spille på det gamle elektroniske gyser-instrument theremin,” fortæller Ole Dreyer, bestyrelsesformand for Musikforlæggerne.

Han lover, at der både er noget for øjne og ører: ”Vores program tæller virkelig dygtige og spændende danske navne. Det er jo selve essensen af Spil Dansk Ugen: at styrke dansk musik, så vi også kan præsentere kvalitetsnavne om 10 og 20 år. Det er bestemt ikke givet, og derfor er det så prisværdigt, at Spil Dansk i dén grad gør noget for såvel talenter som etablerede navne. Ud over alle de gode intentioner, er det også bare skønt med en farverig musikalsk festuge i det grå efterår, hvor musikken luner overalt i landet. Vi hos Musikforlæggerne er derfor stolte over at være med i ejerkredsen omkring Spil Dansk – og for at vi kan bidrage til det kæmpe program,” siger Ole Dreyer fra Musikforlæggerne.

ARRANGEMENTER STØTTET AF MUSIKFORLÆGGERNE:

(Med foreløbig info for de enkelte arrangementer).

TORSDAG 2. NOVEMBER:

Schultz And Forever giver Spil Dansk-koncert på Tutten, Mellemfortet. Sangene vil hovedsageligt bestå af materiale fra det kommende album. (KALENDER).

Anders Jacobsen og orkester indbyder til børnejazz-koncert i Rundetårn, København. Den særlige lokalitet, som er knyttet til astronomi, skaber sammenhæng mellem tid og rum i mere end en forstand. (KALENDER).

Bjarne List Nissen med orkester giver Spil Dansk Fælleskoncert på Rådhuspladsen i København. De fremmødte lærere og børn deltager aktivt i koncerten og har forinden modtaget materiale. (KALENDER).

Girls Rock! Roxy Jules og Darling Don’t Dance giver dobbeltkoncert på spillestedet Stengade i København. Samme aften vender DJ Rosa Lux plader fra dansk musikhistorie.

Det Ny Tonefilmsorkester giver koncert i Indre By Medborgerhus, Ahlefeldtsgade, København. De genopliver traditionen med små instrumentale, billedskabende salonstykker, som gennem to menneskealdre diverterede publikum på lakplader og restauranter.

Peter Vesth med venner giver Spil Dansk-koncert i Vesthhuset, Sorø. Her præsenteres bl.a. hans nye musical ”Vinter og sommer med Vera”. Musikalske venner kommer forbi og synger sange fra Peter Vesths omfattende katalog.

Saxofonisten Henriette Jensen vil sammen med skuespiller Christian Steffensen give koncerten ”Saxo og saxofonen” i ruinerne under Christiansborg Slot, København. Der spilles musik af Svend Hvidtfelt Nielsen, Niels Viggo Bentzon, Bent Lorentzen og Hans Abrahamsen, og der læses udvalgte tekster fra Saxos ”Gesta Danorum”.

FREDAG 3. NOVEMBER:

Indie pop-bandet ONBC giver Spil Dansk-koncert på baren The Mudhoney, Nørrebro. Publikum kan høre numre fra gruppens nye album, der udkommer samme dag, i et unplugged sæt.

Et af landets bedste blues-navne, Thorbjørn Risager & The Black Tornado, giver Spil Dansk-koncert i Det Musiske Hus, Frederikshavn.

Tenorsaxofonisten Jan Harbeck med bandet Live Jive Jungle spiller egne værker på Jazzcup, København. Bandet spiller medrivende riff-baserede kompositioner, der kan få jazzfolket ud på dansegulvet. (KALENDER).

LØRDAG 4. NOVEMBER:

The Tremolo Beer Gut disker op med et særlig halloween-inspireret arrangement i Spil Dansk Ugen på spillestedet Stengade, København. Ved koncerten er der indbudt en musiker, der skal traktere det elektroniske musikinstrumentet theremin. Det håndteres ved at musikeren bevæger hænderne uden at røre instrumentet. Klangen er bl.a. brugt meget i gamle gyserfilm.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado giver Spil Dansk-koncert i Turbinen, Randers. Bluesbandet er to gange blevet tildelt en DMA for bedste bluesudgivelse.

Jørgen Emborgs kvartet med Mathias Heise giver koncert om eftermiddagen på Jazzcup, København. Her spilles dugfriske Emborg-kompositioner, som netop er udgivet på cd i maj.

Sara Indrio, en dansk-italiensk sanger, sangskriver og perkussionist, giver koncert med band om aftenen på Jazzcup i København. Sangene er fra hendes tredje album ”Blodrød måne”. Hendes første album på dansk. (KALENDER).

Det danske rockband Lucer giver koncert på Halmtorvet 9 i København, hvor gruppen også præsenterer en ny single, ”Party Like A Rock Star”. (KALENDER).

Skuespiller og sanger Christian Steffensen præsenterer ”Dyveke i musik og sang”. Bl.a. med sange fra revykomedien ”Dyveke” af Kai Normann Andersen/PH/Kjeld Abell. Det sker i Store Sal på Vartov, København. Christian Steffensen får opbakning af en anden skuespiller og sanger, Sofie Topp-Duus, operasanger Nina Bols Lundgren og pianist Søren Gleerup.

SØNDAG 5. NOVEMBER:

Saxofonisten Henriette Jensen giver sammen med skuespiller Christian Steffensen en koncert med titlen ”Saxo og saxofonen” i ruinerne under Christiansborg Slot, København.

FAKTA:

  • Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musikliv. Der er arrangementer 30. oktober – 5. november.
  • Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
  • Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
  • Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
  • En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller en dag i ugen lutter dansk musik.
  • Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
  • Spil Dansk samarbejder i 2017 officielt med 26 kommuner. Mange andre kommuner bakker også op.
  • Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.
Musikforlægger seminar

Den 2. og 3. oktober holdt Musikforlæggerne Medlemsseminar i flotte omgivelser hos Nimb i Tivoli. 29 deltagere mødte op til det to dage lange seminar, som bød på følgende program:

Mandag den 2. oktober

09.00 – 10.00: Ankomst.

10.00 – 11.30: Rasmus Rex Pedersen, Assistant Professor, PhD, Rytmisk Musik Konservatorium, ser nærmere på streaminglandskabet og dets muligheder.

11.30 – 13.00: David Sidebottom, Principal Analyst, Futuresource Consulting, UK, dykker ned i fremtidsudsigterne for streaming, forbrug af musik, forskellige indtægtskilder for musikforlæggere etc.

13.00 – 14.00: Frokost.

14.00 -15.30: Medlemsmøde: 1. Nyt fra bestyrelsen og medlemmerne. 2. Foreningens fremtid, herunder økonomi. 3. Fremtidig kontingentfastsættelse.

15.30 – 16.00: Eftermiddagskaffe.

16.00 – 17.00: Medlemsmøde fortsat: 4. Synch samarbejdet med Koda/NCB. 5. Foreningens kommunikation. 6. Carl Pris 2018, herunder forslag til Æresprismodtager.

19.00 – 19.30: Velkomstdrink.

19.30: Middag.

Tirsdag den 3. oktober:

08.00 – 10.00: Morgenmad i Nimb Bar

10.00 – 11.30: Jules Parker, Director, Publisher Relations in Europe, Spotify, kommer bl.a. ind på kvaliteten af metadata, ophavsmænds og musikforlags krediteringer etc.

11.30 – 12.30: Andreas Rasmus Nielsen, Key Account Director for Musikforlag, Koda, fortæller om fremtidsudsigterne for online/streaming, problemer med at få forlagsvederlag fra USA, TV2 og synch modellen m.m.

12.30:  Frokost og derefter afrejse.

Tak for et godt medlemsseminar 2017!