Arkiv for marts, 2018

Så åbnes der op for ansøgninger til 1. ansøgningsrunde i 2018.

Alle Kodas forlagsmedlemmer kan søge om støtte fra de kulturelle midler gennem Musikforlæggerne, som forvalter puljen for musikforlag.

Ansøgningsdeadline er den 1. maj.

Der kan søges om støtte til f.eks.:

  • Produktion, udgivelse og/eller distribution af musikudgivelser
  • Produktion af noder
  • Rejselegater
  • Musikeksport
  • Deltagelse i messer og udstillinger
  • Sangskriver-camps og workshops
  • Koncertvirksomhed
  • Kursusvirksomhed, der skal give større forståelse af musikindustrien
  • PR-virksomhed

Bemærk at der ydes ikke støtte til genoptryk af noder, hardware/udstyr, forplejning eller administrativ assistance.

Retningslinier for ansøgning fra Musikforlæggernes andel af Kodas kulturelle midler kan læses her.

Ansøgningsskema som pdf fil kan hentes her.
Ønsker I ansøgningsskemaet som Wordfil eller har I spørgsmål, så henvend jer til Musikforlæggernes sekretariat på tlf. 70 20 62 18 eller hanne@musikforlaeggerne.dk

 

 

Den 24. april 2018 uddeler Musikforlæggerne i Danmark Carl Priserne for sjette gang. Det foregår i år i H.C. Andersen Slottet i Tivoli med Oliver Zahle og Stine Rosengren som konferenciers.

 

Der vil blive uddelt i alt 14 priser, heriblandt Årets Talentpris & Musikforlæggernes Ærespris, som begge er sponsoreret med 30.000 kroner af Tuborgfondet. Alle Carl Pris-modtagere får, hvad Æresprismodtager i 2014, Bent Fabricius-Bjerre, kalder for “musikbranchens fornemste trofæ”.

De Nominerede til Carl Prisen 2018:

Årets Komponist inden for Jazz

  • Kira Skov & Maria Faust for albummet ”In The Beginning”
  • Kathrine Windfeld for albummet ”Latency”
  • Fredrik Lundin for albummet “5 Go Adventuring Again”

Årets Komponist inden for Roots

  • Kalaha for albummet ”Masala”
  • Mames Babegenush for albummet ”Mames Babegenush with Strings”
  • Basco for albummet ”Interesting Times”

Årets Komponist inden for Børnemusik

  • Paul Banks & Charlotte Halberg for musikfortællingen ”Tidsrøver”
  • Jan Rørdam & Kristian Gintberg for sangene i ”Ramajetternes Jul”
  • Bent Sørensen & Anders Ringgaard Andersen for musikken til Knud Romers tekster i børneforestillingen ”Knud Romers ABC”

Årets Komponist inden for Score

  • Kristian Leth & Fridolin Nordsø for score til DRs dramaserie “Herrens veje”
  • Karsten Fundal for score til filmene ”Last Man In Aleppo” og ”Human Flow”
  • Jens Ole McCoy for score til filmen ”Underverden”

Årets Tekstforfatter

  • Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse) for teksterne på albummet ”19.6.87”
  • Peter Sommer for teksterne på singlerne ”Skønne spildte kræfter”, ”Bittersød natskygge” og ”Sand kærlighedshistorie”
  • Søren Huss for teksterne på albummet ”Midtlivsvisen”

Årets Klassiske Komponist – Stort Ensemble

  • Bent Sørensen for orkesterværket ”Evening Land”
  • Ib Nørholm for Symfoni nr. 13
  • Niels Rønsholdt for operaen ”Blik for blik”

 Årets Klassiske Komponist – Lille Ensemble

  • Bent Sørensen for værket ”Inverno d’Amore”
  • Louise Alenius Boserup for kammeroperaen ”Silent Zone”
  • Line Tjørnhøj for operaen ”Agony”

 Årets Komponist inden for Pop

  • Søren Huss for albummet ”Midtlivsvisen”
  • Katinka Bjerregaard og Simon Ask Ladekarl for albummet ”Vi er ikke kønne nok til at danse”
  • Martin Hedegaard (Saveus) for EP’en “Will Somebody Save Us”

 Årets Komponist inden for Rock

  • The Minds of 99 for EP’en ”Solkongen del 1”
  • Kellermensch for albummet ”Goliath”
  • Blaue Blume for EP’en ”Sobs”

 Årets Talentpris

  • Nelson Can
  • Katrine Windfeld
  • ML Buch

 Årets Sang

  • “Woman” af Annisette Koppel, Naja Rosa Koppel, Anders Holm Jensen.
  • “Aleppo” af Sinne Eeg
  • ”Skønne spildte kræfter” af Peter Sommer

Årets Internationale Succes

  • Bent Sørensen
  • Lene Dissing, Peter Bjørnskov, Martin Jensen, Mads Hjerl Dyhrberg Hansen med sangen ”Solo Dance”
  • Phlake

 Ud over disse kategorier uddeles der Carl Pris til Årets mest spillede sang samt Musikforlæggernes Ærespris.

For første gang nogensinde er der lavet en opgørelse over brugen af klassisk musik i Danmark.  Opgørelsen dækker tre års repertoire i Danske koncerthuse, Operahuse og koncertsale. Statistikken dokumenterer en verden hvor musik komponeret af kvinder er næsten totalt fraværende. Indsamlingen af data dækker tre sæsoner (2015/16, 16/17, 17/18), og billedet er ikke til at tage fejl af.  Musik skrevet af mænd udgør over 95 % af repertoiret.

Undersøgelsen dokumenterer en skævvridning, der ikke er til at overse. Formand for Dansk Komponistforening, Komponist Bent Sørensen:  ”Der er lang vej endnu. Det er trist men også beskæmmende, at musik skabt af kvinder fylder så ufatteligt lidt på koncertprogrammerne i Danmark. Det må og skal ændres, og der ligger et stort arbejde foran os alle i det danske musikliv, så det kan blive ændret radikalt i de kommende år og for de kommende generationer. Det er også trist at se, at visse orkestre og ensembler, der burde favne hele musikhistorien, tilsyneladende næsten kigger forbi den nyeste musik. Det må og skal ændres. Musikkens historie er ikke et afsluttet kapitel og vil aldrig blive det.”

Baggrunden for initiativet var et ønske om at tage en kvalificeret debat om, hvordan der kan komme mere musik af kvinder på repertoiret og programmet hos danske ensembler, orkestre og festivaler. Repertoirestatistikken er tænkt som et bidrag og værktøj til den videre dialog og et værktøj til arbejdet rundt om i dansk musikliv omkring at sikre en højere grad af diversitet i repertoirerne, skabe lige adgang for komponister uanset køn, udvide den internationale horisont og give mere forskellig musik øget synlighed.

Resultatet af undersøgelsen står i skærende kontrast til den prisregn danske komponister – mænd og kvinder – oplever i disse år. I 2017 var komponisterne Birgitte Alsted og Line Tjørnhøj blandt modtagerne af en af landets største hæderspriser til danske kunstnere, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på 750.000 kr. Juliana Hodkinson er blandt andet blevet tildelt Edat Kompositionspreis i Stuttgart.

Senest har komponisten Louise Alenius modtaget P2 prisen: ”Årets koncertøjeblik” for operaen Silent Zone. Louise Alenius siger om undersøgelsen: ”Det er ikke overraskende tal, for der findes desværre kun ganske få professionelle komponister af hunkøn derude. Og derfor vil det tage noget tid at opnå en ‘sund’ kønsbalance på den professionelle scene. I mine øjne er det vigtigt, at musikskolerne fra starten får banket ind i hovederne på piger og unge kvinder, at begge køn kan lære at komponere. Pigerne mangler rollemodeller, fordi som ung er det nærmest umuligt at spejle sig i en gammel (afdød) mand med fuldskæg – og det ER det eneste billede man præsenteres for i mødet med de store klassiske komponister.

Læs mere på Dansk Komponistforenings hjemmeside.

Se Repertoirestatistikken her.