Arkiv for april, 2018

Musikforlæggernes årlige prisfest – Carl Prisen – løb af stablen den 24. april for 200 særligt indbudte gæster i H.C. Andersen Slottet i Tivoli. Det var Oliver Zahle og Stine Rosengren, der som konferenciers guidede publikum gennem uddelingen af de 14 priser samt fire fantastiske og meget genremæssigt forskellige musikalske indslag: Peter Sommer & Søren HussSinne Eeg, Kathrine Windfeld Big Band samt Jeanett Albeck, Line Felding & Glas. Prisfesten blev afsluttet med fællessang til æresprismodtageren Anne Linnets ”Forårsdag”.

Og prismodtagerne for Carl Prisen 2018 blev:

  • Musikforlæggernes Ærespris 2018: Anne Linnet – som videregav sine 30.000 kroner til Jeanett Albeck
  • Årets klassiske komponist – stort ensemble:
    Bent Sørensen for orkesterværket ”Evening Land”
  • Årets klassiske komponist – lille ensemble:
    Louise Alenius Boserup for kammeroperaen ”Silent Zone”
  • Årets komponist – score:
    Jens Ole McCoy for score til filmen ”Underverden”
  • Årets komponist – børnemusik:
    Paul Banks & Charlotte Halberg for musikfortællingen ”Tidsrøver”
  • Årets komponist – roots:
    Mames Babegenush for albummet ”Mames Babegenush with Strings”
  • Årets komponist – jazz:
    Fredrik Lundin for albummet ”5 Go Adventuring Again”
  • Årets komponist – pop:
    Katinka Bjerregaard og Simon Ask Ladekarl for albummet ”Vi er ikke kønne nok til at danse”
  • Årets komponist inden for rock:
    The Minds Of 99 for EP’en ”Solkongen del 1”
  • Årets mest spillede sang:
    Scarlet Pleasure for sangen ”Dejá Vu”
  • Årets talent(inkl. check på 30.000 kroner) uddelt af Anne-Marie Skov fra Tuborgfondet:
    Kathrine Windfeld
  • Årets tekstforfatter:
    Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse) for teksterne på albummet ”19.87”
  • Årets internationale succes (i 2017):
    Bent Sørensen
  • Årets sang:
    Sinne Eeg for sangen ”Aleppo”

Formand for Musikforlæggerne Ole Dreyer udtaler:

“Tak for endnu en storslået prisfest. Tillykke til alle prismodtagerne og alle de nominerede og tak til alle de der deltog. Uden komponister, sangskrivere og tekstforfattere havde Musikforlæggerne intet råmateriale at drive vores forretning med. Det er fantastisk at se, hvordan samarbejdet imellem os alle udbygges år for år, og jeg er sikker på, at netop Carl Pris festen er et vigtigt omdrejningspunkt for dette stærke samarbejde. Et samarbejde der sikrer, at musikken udbredes, når den er skabt, og gerne langt udenfor Danmarks grænser. Men vi skal aldrig glemme betydningen i Danmark, hvor musikken kan så meget som intet andet kan, nemlig binde os sammen som nation. Der hviler en stærk kulturarv i musikken. Lad os passe på den og lad os udvikle den til fælles glæde.”

Check Carl Prisens Facebook-side: www.facebook.com/carlprisen/ hvor der er fotos og Ærespris-video til Anne Linnet.

Billeder fra prisfesten og presseinfo kan hentes her: https://www.dropbox.com/home/Carl%20Prisen%202018%20presse

Og Æresprisvideoen om Anne Linnet her: https://www.youtube.com/watch?v=Rwd00LzHCrA

Så er der blot seks dage til at Musikforlæggerne i Danmark for sjette gang uddeler de eftertragtede Carl Priser til landets komponister, sangskrivere og tekstforfattere. Det foregår i år i H.C. Andersen Slottet i Tivoli tirsdag den 24. april.

Festlighederne varer fra kl. 12.00 – 17.00 og inkluderer rød løber, frokost og selve prisuddelingen med Oliver Zahle og Stine Rosengren som konferenciers.

Mangfoldigt program
Carl Prisen favner bredt rent genremæssigt, hvilket afspejles i det mangfoldige musikalske program, der byder på live optrædener med: Peter Sommer & Søren Huss, Sinne Eeg, Kathrine Windfeld Big Band samt Jeanett Albeck, Line Felding & Glas.

Der vil blive uddelt i alt 14 priser, heriblandt Musikforlæggernes Ærespris og Talentprisen, som begge er sponsoreret med 30.000 kr. af Tuborgfondet. For Talentprisens vedkommende er det Nelson Can, Kathrine Windfeld og ML Buch, der er nominerede. Ud over priserne i kataloget vil der også blive uddelt en pris til Årets Mest Spillede Sang – en top 5 countdown.

 Musikforlæggernes Ærespris 2018: Anne Linnet
Allerede nu, inden prisoverrækkelserne, har vi valgt at offentliggøre modtageren af den allermest hæderfulde pris af dem alle. Æresprisen gives til en person, der har betydet noget særligt for dansk musikliv, og som har haft særligt fokus på arbejdet med danske komponister og tekstforfattere, eller som selv er en enestående skabende kunstner.

I 2018 vil det være Anne Linnet, som hædres med Æresprisen for hendes enestående karriere og indsats for dansk musik igennem nu fem årtier . Med prisen følger en check på 30.000 kroner, som sædvanen tro, skal gives videre til et talent, som æresprismodtageren selv finder værdigt. Hvem dette er, afslører Anne Linnet først på tirsdag den 24. april til prisfesten.

Vi glæder os til Carl Prisen den 24. april!

Foto af Anne Linnet: Sarah Hesselbo