Kronik: Hvor var musikken før den blev vores musik?

Kronik: Hvor var musikken før den blev vores musik?

Hvor var musikken, før den blev vores musik?

 Den kommer ud af radioen, ud af computeren og mobiltelefonen. Den er i bylivet, i forretningerne, på caféen. Vi mærker den og mærkes af den, og undertiden kan den føles som en del af os – som vores musik. Og det er den. Men engang har den været en andens; en andens blod, sved, tårer og store kærlighed.

Af Bent Sørensen, formand Dansk Komponistforening, Susi Hyldgaard, forkvinde DJBFA, Niels Mosumgaard, formand DPA og Ole Dreyer, formand Musikforlæggerne

 Musikken kan dukke op overalt. Vi opsøger den. Vi længes efter den, og vi har brug for den. Vi nynner den, danser til den, forelsker os til den, og frem for alt lytter vi til den. Den er oftest usynlig og uhåndgribelig; den er der bare. Og selv når der er helt stille, når musikken er borte, kan vi høre den inde i os selv, for det er derinde i os, at den har sat sine spor; men hvor kommer musikken fra?

Vi kan høre sangstemmer og instrumenter komme ud af højtalerne – klaveret, trommerne, det store orkester og den ensomme guitar, der akkompagnerer sangen. Til koncerter kommer vi tættere på musikken, og her kan vi føle, at vi både kan høre og se den blive skabt; men i virkeligheden er den oftest blevet skabt langt tidligere, for bag de toner, vi hører, er der en komponist, en sangskriver, en lydkunstner. Måske ser vi også til koncerten skaberen af musikken. Måske synger sangskriveren selv sin sang, måske er det komponisten ved klaveret eller saxofonen; eller er det dirigenten, der er komponisten?

Måske – men det kan også være, at komponisten, sangskriveren er lige så usynlig som musikken er det, når vi lukker øjnene og hører den. Måske sidder komponisten til den musik, vi lytter til et andet sted, og arbejder på en ny sang eller en ny symfoni. Måske har komponisten fået til opgave at skrive et stort værk for et symfoniorkester eller Big Band, eller har en deadline for musikken til en film eller sidder ved sin computer eller guitar og prøver at få hold på den sang, der bliver ved med at køre rundt i hovedet.

Der er altid en skaber af musikken – en komponist, en sangskriver, en lydkunstner, der kan være helt usynlig, og som dårligt kan mærkes, fordi musikken har taget over, og dens skaber kan synes at have udspillet sin rolle. Musikken må bringes videre af forlæggere, producere, sangere, musikere etc..

Der er så mange faser og led i skabelsen af musikken – fra den første node sættes på nodepapiret, eller den første akkord bliver fundet på guitaren, til den når frem til lytteren. Mange af de led er praktiske og kan måles i arbejdstimer, men hvad med den, der egentlig skabte musikken; den, der er årsag til, at den eksisterer? Hvordan var det med det arbejde?

”Hvor lang tid brugte du på at skrive den sang?” ”Hvor lang tid tog det dig at skrive din symfoni?” Spørgsmål, komponisten og sangskriveren ofte møder, og som ikke har noget muligt svar, for hvordan skal arbejdstiden opmåles? Måske blev sangen skrevet på et øjeblik. Måske blev symfonien skrevet i et voldsomt inspiratorisk flow, hvor følelsen af tid forsvandt; men ved siden af den færdige sang, den færdige symfoni ligger bunker af kasserede sange og skitser, akkorder der blev smidt på gulvet, og hvis musikken blev skabt på computer, ligger der kasserede fraklip i hobetal. Alt det skal ingen se og høre.

Det tog ufattelig lang tid at skrive de tolv sange, som ikke blev gode nok, fordi de ikke fandt deres umiskendelige identitet. Ingen kommer nogensinde til at høre de tolv sange, ligesom ingen kommer til at høre de seks minutters orkestermusik, sirligt skrevet på store partitursider, som efter måneders arbejde blev kasseret, fordi de simpelthen ikke bragte symfonien i den rigtige retning. Men de var nødvendige sidespring for at nå frem til symfoniens endelige form.

Det tog ufattelig lang tid at komponere de seks minutters orkestermusik, sirligt skrevet på store partitursider, som efter måneders arbejde blev kasseret, fordi de simpelthen ikke bragte symfonien i den rigtige retning. Ingen kommer nogensinde til at høre de seks minutters orkestermusik, ligesom ingen kommer til at høre de tolv sange, som ikke blev gode nok, fordi de ikke fandt deres umiskendelige identitet; men de var nødvendige ansatser for at nå frem til den sang, der står så stærkt og egenartet, at den med lidt held kan blive et hit.

Det er så besværligt at skrive musik. Skønt, men besværligt. Det optager komponisten, sangskriveren, lydkunstneren hele tiden, og den tid kan ikke måles, for det er der stort set altid – i drømme og i vågen tilstand: arbejdet med at skabe musik. Sangskriveren har gået i ugevis og nynnet sin kommende sang, men den kommer ikke ud af stedet, og så pludselig – i køen ved kassen i REMA 1000 – kommer sangen. Den må fanges. Sangskriveren må løbe ud af butikken, må bort, hjem for at nagle sangen. Eller vi ser komponisten sidde med en kop kaffe på en café. ”Du holder nok fri i dag” – ”Nej … jeg er gået i stå med symfonien, og så er arbejdet endnu hårdere, for jeg kæmper med at holde op med at være gået i stå, og det er det hårdeste arbejde.” Pludselig rejser komponisten sig, idéen til, hvordan symfonien kommer videre, er kommet. Blokeringen er brudt og det hårde, håbløse arbejde afløses af den rus, hvor musikken bliver skabt.

Al besværet, al den tid, der gik med at være gået i stå, alt det kasserede. Alle de valg og fravalg, der blev truffet, til den færdige musik kom ud til virkelighedens verden og nu lyder ubesværet. Intet af det kan høres, når musikken synges og spilles, og det skal ikke kunne høres; man skal aldrig kunne høre, hvor lang tid det tog at skrive sangen eller symfonien, for når den rammer og genskabes i øret på lytteren, skal den være helt fri. Den skal svæve i den tid, den spiller, den skal ikke være tynget af den møjsommelige tid og spildtid, det tog at skabe den.

Når vi lytter til den, skal vi ikke tænke på, hvor meget arbejde der blev lagt i at få de to guitarer til at lyde præcis så fint og fantastisk, som de gør. Vi skal ikke tænke på, hvor meget arbejde der lå i at skabe den smukke melodi, saxofonisten spiller ud i rummet til os, og vi skal ikke, når vi går ind og hører den nye symfoni, tage teaterkikkerten med, så vi kan se og følge de kæmpestore partitursider med et uendeligt antal noder, som dirigenten følger.

Musikken forbliver usynlig, og selvom den om nogen kunstart spiller i tid, er det umuligt at opgøre den i arbejdstid; men arbejdet har været der og er der altid. Der ligger et kæmpe arbejde bag skabelsen af den abstrakte kunstart, der hedder musik.

Det er en kunstart, der er svær at holde om, røre ved og svær at måle. Den fylder ikke i bogreolen eller sætter mærker på væggen som billedet, vi hænger op. Den sætter et andet, usynligt aftryk i ører og sjæle. Det er en kunstart, der på trods af sin abstrakte form er med til at sætte billeder på vores liv og vores minder.

Vi går ind i forretningen, og de spiller ”vores” musik. Vi hører den, smiler, og glemte følelser og minder kommer tilbage til os. Vi går i biografen og ser den nye film, og dagene efter er det musikken, vi husker og nynner – det kan være musikken, vi hænger filmen op på i vores erindring. Vi står til koncerten, hvor det helt nye korværk skal opføres, og pludselig bliver vi mindet om os selv, og vi mærker tårer i øjnene. Det er det musikken kan. Ramme den enkelte med stor, nænsom styrke.

De fire foreninger er med indsatsen #voresmusik gået sammen om at sætte fokus på komponisters og tekstforfatteres skabende arbejdsproces og give forbrugerne en platform, hvor de kan få et kig ind i værkstedet, hvor musikken bliver skabt.