
Et af Musikforlæggernes nye medlemmer i år er The Bank Music Publishing. Her kan du møde firmaets publisher og A&R Laurits Bejder Klausen til en snak om The Bank og musikforlægger arbejdet.
Helt kort: Hvad beskæftiger The Bank sig med?
“The Bank er et musikselskab med kontorer og studier i København med Jakob Sørensen (tidl. EMI og Copenhagen Records) som direktør. Vi har publishing, management og et lille pladeselskab. Senest har vi fået tilknyttet booking-agentur under navnet The Artist. Vi har desuden lige åbnet op i Stockholm med kontor på Frejgatan og fem studier på Kungsholmen.”
I blev medlem hos Musikforlæggerne i år. Hvorfor har I valgt at blive medlem her?
“Musikforlæggerne gør et kæmpe stykke arbejde for de danske komponister og sangskrivere, og det er vigtigt at bakke op om. Desuden vægter vi samarbejde og vidensudveksling mellem de forskellige danske forlag højt, og det håber vi at et medlemsskab hos Musikforlæggerne kan være med til at understøtte.”
Hvad forventer I at bruge medlemsskabet og Musikforlæggerne til?
“Som nævnt ovenfor er vi meget opmærksomme på, at samarbejde imellem de forskellige danske forlag er essentielt for at skabe succes, både nationalt, men i særdeleshed også internationalt. Herunder er det også rart at have et tilhørsforhold som et relativt nyt, dansk forlag. Det giver os også muligheden for at søge midler til større projekter, herunder store writing camps.”
Hvor vigtigt er musikforlags arbejdet for jeres firma?
“Det er uden tvivl en af grundstenene i firmaet, hvorfor vi også fra starten har valgt at bygge fire projekt-studier til vores sangskrivere og producere, hvor de arbejder på daglig basis. Vi er udmærkede klar over, at det tager tid at bygge en sund forretning op som nystartet forlag, men vi er topmotiverede for at få det til at lykkes. At forlagsarbejdet er helt centralt for vores firma, kan man også se med udvidelsen i Sverige per september 2017, og vi planlægger da også at udvide aktiviteterne i både Finland og Norge i den kommende tid.”
Hvad har været jeres største (musikforlags) succes som firma i år?
“I løbet af de sidste par år har vi sammen med sangskriver og komponist Hugo Helmig udviklet og arbejdet på hans artist-projekt. Det har været en fornøjelse at følge de første spæde demoer med ham til udgivelse i juni i år, og efterfølgende se hans første single gå nummer 1 på Airplay Charten og ligge solidt placeret på Spotify’s top-50. På den mere internationale skala, er vi meget stolte af vores arbejde med sangskriver og producer Vera, der udover at være involveret i tre sange på MØ’s seneste EP, desuden har skrevet pladekontrakt med Ultra Music og Ministry of Sound med sit solo-projekt. Desuden har sangskriver og producer Eloq lige modtaget en guld-plaque for sit bidrag til Christopher’s ‘Free Fall’.”
Hvad ser du som den største udfordring for musikforlags branchen i de kommende år?
“Der er mange udfordringer generelt i musikbranchen, men vi forsøger ikke at lade det gå os på. I stedet fokuserer vi på, at der er mange lysende sangskriver-talenter i Danmark for tiden, og banen er kridtet op internationalt af nylige succeser som MØ og Lukas Graham. Vi er særligt rigtig stærke på producer-siden herhjemme, og med den nye verden, hvor en producer ofte også er komponist og co-writer på sangene, ser vi det som en dyrebar mulighed for at få nogle store sange ud i verden. Vi er dog også opmærksomme på, at vi skal være bedre til at udvikle topliners her i Danmark. Her er vi øjeblikket langt bagud i forhold til vores nordiske naboer. Vi synes stadig den danske forlagsbranche trænger til en professionalisering og internationalisering. Det vil vi gøre vores for at ændre.”