Ny kampagne går i luften mandag den 3. april #voresmusik

Ny kampagne går i luften mandag den 3. april #voresmusik
voresmusik_ikon

#Vores musik – kom med ind i værkstedet.

Vi kører forbi byggepladser, hvor fundamenter til huse støbes, går forbi bageren, hvor bagdøren stå åben til et bageri i fuld sving, vi kigger ind gennem glasvinduer på kontorbygninger, hvor notater skrives og excel-ark fyldes ved skriveborde. Men hvornår kan man følge skabelsen af et musikværk?

Musikken kommer færdig ud af højtaleren, men inden da ligger en lang arbejdsproces med nodeskitser og timer i studiet.

Derfor er Musikforlæggerne, Dansk Komponistforening, DJBFA og DPA gået sammen om kampagnen ”#voresmusik”, der bliver lanceret mandag den 3. april. Kampagnen skal give komponister og sangskrivere en mulighed for at fortælle om deres arbejdsproces. Og en platform hvor forbrugerne kan få et kig ind i værkstedet, hvor musikken bliver skabt.

Kampagnen har en række ambassadører, blandt andre Karl William, Jonas Rendbo, Kim Vagn Wagner og Anya, der vil tager os med bag kulisserne i arbejdet med deres sange. Kampagnens omdrejningspunkt bliver hashtagget #voresmusik, som alle komponister, sangskrivere og musikforlæggere opfordres til at bruge for at tage del i samtalen og sprede budskabet på de sociale medier.

”Vi tror og håber at kampagnen vil være med til at starte en samtale om det at skabe musik. Et stykke musik falder ikke bare ned fra himlen, men er ofte et resultat af en længere kreativ proces – en proces, der også involverer andre end den kunstner, der fremfører sangen”, fortæller Ole Dreyer, formand for Musikforlæggerne i Danmark.

Luk døren op til dit værksted
Du kan også være ambassadør og være med til at starte samtalen på de sociale medier om processen bag musikken ved at anvende hashtagget #voresmusik. Du kan dele opdateringer om projekter, oplevelser med processer eller historier om, hvordan publikum har taget imod din musik. Derudover opfordrer vi dig til at dele, kommentere og like kampagnens videoer, og desuden lade dig inspirere til at uploade din egen video om dit arbejde med musikken under hashtagget #voresmusik.

Synlighedsindsatsen #voresmusik er finansieret af Kodas Kulturelle Midler

Fra mandag den 3. april kan du følge og bidrage til kampagnen på:
facebook.com/musikforlaeggerne