Spil Dansk Ugen er i gang og samler hele landet

Spil Dansk Ugen er i gang og samler hele landet
Onkel Reje - Spil Dansk Ugen

Ambitionerne får endnu et nøk opad ved Danmarks største musikbegivenhed, Spil Dansk Ugen, 30. oktober til 5. november. Der åbnes med en bragende sørøversalut, når Onkel Reje synger med 600 børnehavebørn. Musik og sang når derefter ud i hver en afkrog af landet. Endda under jorden med en orkesterkoncert i metroen. Og inden det hele går løs, har Spil Dansk allerede givet fællessangen et kæmpe comeback.

Dansk musik er hårdt trængt af internationale superstjerner, som fylder meget på streamingtjenester, radioflader og scener. Men dansk musik bevarer alligevel sin gennemslagskraft og relevans, og dén succeshistorie har Spil Dansk stor andel i. Foreningen har knoklet utrætteligt for den hjemlige musik siden 2001 og nyder i dag unik folkelig og branchemæssig opbakning.

Snart går det løs igen fra mandag 30. oktober til søndag 5. november. Programmet sætter et farverigt aftryk på hele landet. Musikken klinger på spillesteder, gadehjørner, biblioteker, i metroen, virksomheder, kirker – sågar i en blodbank. Der sker noget alle tænkelige og utænkelige steder. Og samtlige DR’s radiokanaler spiller masser af dansk musik. Samtidig har Spil Dansk fokus på det lange, seje træk, for at undgå, at der er tale om en hurtig afbrændt event-raket.

NOGET PÅ HJERTE

”Vi vil virkelig noget med det her og arbejder for dansk musik hele året. Vi vil f.eks. være med til at fremtidssikre dansk musik med en lang række projekter, hvor talenter bliver inspireret og opmuntret,” siger Ricco Victor, som er direktør for Spil Dansk:

”Vi samler et slags ungdomslandshold for skabende kunstnere i samarbejde med musikskolerne. Vi sørger for at børn og unge samarbejder med professionelle sangskrivere. Vi sikrer at en stribe friske navne, som er godt i gang med at etablere sig, spiller koncerter. Som noget nyt anmelder vi også en del talenter fra de kommuner, vi samarbejder med. Spil Dansk har i mange år plejet de grønne skud, og det er sigende, at både Folkeklubben, Burhan G, Aura og Natasja medvirkede ved Spil Dansk, længe inden de blev hitliste-helte,” påpeger Ricco Victor.

Han er en del af et mindre Spil Dansk-sekretariat, som tænder op under en masse ildsjæle rundt omkring i hele landet. De har æren for, at der bliver skabt en mængde spændende lokale arrangementer. Denne decentrale strategi er forklaringen på Spil Dansk Ugens vokseværk og folkelige gennemslagskraft.

KOMMUNALT HIT

Den kommunale opbakning har aldrig været større. Der samarbejdes i år med hele 26 kommuner, som har købt en Kommunepakke fra Spil Dansk. 20 andre kommuner er i direkte dialog med Spil Dansk som uofficielle samarbejdspartnere.

”Spil Dansk styrker oplevelsesøkonomien lokalt. De danske kommuner går ind i Spil Dansk-projektet, fordi det er en perfekt ramme for at skabe lokale arrangementer, der samler kommunens musikaktører. Det gør kommunen mere spændende og attraktiv for både indbyggere og besøgende,” siger formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup, som også glæder sig over, at en stort anlagt fællessang-satsning virkelig har fundet melodien.

”Vores materiale til Danmarks Fællessang er indtil videre nået ud til over 2.000 steder i Danmark. Materialet bruges bl.a. af skoler, virksomheder, plejehjem, kor og foreninger. Fællessang er tidens store hit. Det samler Danmark, og vi har gjort det supernemt at komme i gang. Alt er gratis serveret på et digitalt sølvfad på spildansk.dk. Vi er stolte af, at vi har været med til at give fællessangen et gevaldigt comeback. Vi bliver simpelthen gladere, når vi synger sammen og spiller musik. Det vil mange genkende, og det har forskning tilmed bevist: også at fællessang kan styrke sammenhængskraften i en gruppe. Det er præcis, hvad vi har brug for i dagens Danmark,” siger Jørgen Thorup.

Fakta om Spil Dansk Ugen

  • Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musikliv. Der er arrangementer 30. oktober – 5. november.
  • Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
  • Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
  • Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
  • En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller en dag i ugen lutter dansk musik.
  • Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
  • Spil Dansk samarbejder  i 2017 officielt med 26 kommuner. Mange andre kommuner bakker også op.
  • Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.
  • Der er tilknyttet over 1000 forskellige musikalske arrangementer over hele landet i Spil Dansk Ugen. Musikforlæggerne i Danmark er medejer af Spil Dansk og samtlige arrangementer kan ses her http://spildansk.dk/kalender-forside/