
Så er der ganske få dage til at Musikforlæggerne i Danmark for femte gang uddeler de eftertragtede Carl Priser til komponister, sangskrivere og tekstforfattere. Det foregår i år i Akvariefoyeren i Tivoli mandag den 24. April. Festlighederne starter kl. 12.00 med rød løber og frokost, mens selve prisuddelingen varer fra kl. 14.30-17.00 med Oliver Zahle og Stine Rosengren som konferenciers.
Carl Prisen favner bredt rent genremæssigt, hvilket afspejles i dagens mangfoldige musikalske program. Carl Prisen kan i år byde på live optrædener med fire fantastiske duoer: Kira Skov & Steen Jørgensen, Katinka & Benjamin (Benal), Thomas Buttenschön & Carl Quist-Møller samt Folkeklubben & Årets Æreprismodtager.
Der vil blive uddelt i alt 14 priser, heriblandt Musikforlæggernes Ærespris og Talentprisen, som begge er sponsoreret med 30.000 kr. af Tuborgfondet. For Talentprisens vedkommende er det Jacob Dinesen, Den Sorte Skole og Kim Nyberg (Afenginn), der er nominerede.
Inden prisoverrækkelserne har vi valgt allerede nu at offentliggøre modtageren af den allermest hæderfulde pris af dem alle. I 2017 vil det være Peter Ingemann, som hædres med Æresprisen for sit livslange virke i musikkens tjeneste, hvor han igennem nu seks årtier har været med til at forme, skabe og definere den danske musikscene ved blandt andet at være medlem i så legendariske bands som Skousen & Ingemann, Young Flowers, Røde Mor, Kim Larsen & Bellami, Jomfru Ane Band, Musikpatruljen, Stig Møller trio m.m. Med prisen følger en check på 30.000 kroner, som han sædvanen tro, skal give videre til et talent, som han selv finder værdigt. Hvem dette er, afslører Peter Ingemann først på mandag den 24. april til prisfesten. Et stort og velfortjent tillykke til Peter Ingemann herfra!