Nyheder

Koda fejrer 90 års fødselsdag i dag med koncert for hele Danmark.

For præcis 90 år siden begyndte Koda sit arbejde for musikken. Et arbejde, der både handler om at sikre ophavsretten for musikkens skabere, så de bliver betalt for brugen af deres musik, og samtidig om at sørge for så enkel adgang til hele verdens musikrepertoire som muligt.

Et slag for musikkens kraft
Dét arbejde har ændret sig drastisk gennem årene og også i musikindustrien har digitaliseringens indtog haft mærkbare konsekvenser. Musik er blevet allemandseje, er altid lige ved hånden og er for rigtig mange koblet til en oplevelse af ”gratis”.

”I Koda sælger vi adgangen til et produkt, som ingen mennesker vil undvære. Musik er følelser, musik er fællesskab – og det er netop glæden ved musikkens kraft, vi fejrer. Men musik er også forretning. Og den forretning er blevet vanskeligere for rigtig mange musikskabere at opretholde på et fornuftigt niveau med de nye digitale distributionsformer. Så når vi den 30. november inviterer hele Danmark til koncert via et livestream på Kodas facebookside, er det også fordi, vi ønsker at slå et slag for musikkens kraft og den værdi, den repræsenterer. En værdi, som kun findes i vores liv, hvis dem der skaber musikken, bliver ordentligt betalt for deres arbejde, og det må vi ikke tage for givet, hvis vi også ønsker et stærkt og mangfoldigt musikliv de næste mange år,” lyder det fra Kodas direktør Anders Lassen.

Koncerten begynder klokken 20.00, og hvem der skal optræde offentliggøres på dagen.

Følg med på facebook og tilmeld dig her.

Musikforlæggerne er igen aktiv medspiller i Promus Publishing Academy, der er et intensivt kompetence- og netværksforløb for alle, der arbejder seriøst med musikrettigheder, publishing, synkronisering og det internationale arbejde med sange til film & TV. Hele forløbet er “håndholdt” af et stjernehold af undervisere fra branchen.

Promus Publishing Academy afholdes i januar – februar 2017 i Aarhus.

Modul I: Torsdag d. 26. januar: 10:00 – 16:00:
Koda/NCB/Gramex – forvaltning. grundlæggende ophavsret, digitale rettigheder, master- og kunstnerrettigheder.
Grundlæggende intro til forvaltning/Koda + Ncb (+ Gramex). Jakob Thors, jurist – Koda
Hvad er et værk – originalt, inspiration eller kopi. Jens Bruno Hansen, operasanger og værkspecialist, Koda.

Modul II: Fredag d. 27. januar: 10:00 – 16:00:
Koda og forlag. Andreas Nielsen, forlagschef, Koda
Koda og øvrige internationale PRO’s + internationale pengestrømme, digitale licenser m.v.. Claus Lund Pedersen, international repræsentant, Koda.

Modul III: Torsdag d. 2. februar: 10:00 – 16:00:
Arbejdet som publisher for sangskrivere og producere, aftaler, pengestrømme.
Nye arbejdsredskaber i den digitale virkelighed.: Undervisere: Loui Törnqvist/MD – Edition Wilhelm Hansen/Music Sales & Ole Dreyer/MD – Nordic Music Society, fmd. Musikforlæggerne.
Det “svenska “musikundret” – hvorfor dominerer de svenske producere og sangskrivere de internationale hitlister, og hvordan arbejder den svenske publishingbranche? Underviser: Ben Malén/MD – Stereoscope Music, Stockholm.

Modul IV: Fredag d. 3. februar: 10:00 – 16:00:
Synch, music supervision, film, TV & reklamer. Mette Zähringer/Iceberg Music Group og Nis Bøgvad/Copenhagen Film Music.

Målgruppen er både nuværende og kommende professionelle musikbranchefolk indenfor label, management, booking, music management studerende, sangskrivere, producere, – og aktører fra de beslægtede områder; reklame, film, TV og interactive-området.

Læs mere og tjek tilmelding og priser her: www.promus.dk

KLANG FARVE er et nyt permanent fællesværk skabt af lyskunstneren Viera Collaro og lydkunstneren Jacob Kirkegaard til indgangspartiet på Musikkens Hus i Nordhavn, som huser Koda, Danske Komponister og Sangskrivere (DKF, DJBFA og DPA) samt Musikforlæggerne i Danmark. Værket er interaktivt og konstant foranderligt i et dynamisk samspil mellem lys, lyd og den aktivitet som medarbejdere og gæster i huset kreerer.

Torsdag d. 15. december 2016 kl. 15.30 indvier vi officielt værket i Lautrupsgade 9, Nordhavn. Kom og hør kunstnerne fortælle om tankerne bag værket, og oplev hvordan du med din bevægelse i rummet skaber din egen komposition.

Download invitation (pdf)

Af hensyn til forplejning er der tilmelding senest 12. december til ts@komponistforeningen.dk

Søndag den 13. november overrakte DPA for andet år i træk prisen ’Årets Kommercielle Musikskaberpris’. En pris, der blev stiftet i 2015 af foreningen, hvis medlemmer netop tæller sangskrivere og producere, der skriver musik til både det nationale og internationale marked.

Prisen som årets kommercielle musikskaber gik i år til producer og sangskriver Thomas Troelsen, der med en stærk integritet har turdet omfavne det kommercielle musikmarked med globale hits. Thomas Troelsen har blandt andet skrevet musik til Justin Bieber, samarbejdet med Tiësto og produceret Junior Seniors verdensomspændende energiboost ’Move Your Feet’.

”Årets prismodtager er på sin helt egen måde en rollemodel i branchen og for nye talenter, der kommer til, er han et eksempel på, hvad det kræver. Han er i superligaen og skaber musik, som er en del af vores livshistorie”, sagde formand for DPA, Niels Mosumgaard, i sin tale til prismodtager Thomas Troelsen.

Med prisen fulgte 30.000 kr.

Læs mere om prisfesten og de andre priser, der blev uddelt, på DPAs hjemmeside: www.dpa.org

Koda skal have revideret vedtægterne, og efter en længere medlemsproces ligger bestyrelsens forslag til nye vedtægter klar på Kodas hjemmeside: www.koda.dk

Vedtægterne behandles på Kodas ekstraordinære generalforsamling den 21. november kl. 16.00 – 19.00 og på den anden ekstraordinære generalforsamling den 8. december kl. 16.00 – 19.00.

Igen i år støtter Musikforlæggerne et stort antal Spil Dansk koncerter rundt om i landet i hele Spil Dansk Ugen, som er uge 44. Arrangementerne spænder bredt genremæssigt og er meget varierede:På et gods udenfor Ringsted er der koncert og Halloween-fest med Ticktock og en kunstnergruppe. Det Ny Tonefilmsorkester spiller evigtgrønne sange fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia” på et københavner-bibliotek, og undergrundsstemningen breder sig på spillestedet Stengade i København med Less Win og Gold Class. Se alle arrangementerne her.

Ole Dreyer, bestyrelsesformand for Musikforlæggerne, fortæller:

”Musikforlæggerne er glade for at være med i ejerkredsen og bestyrelsen omkring Spil Dansk. Spil Dansk er væsentlig for dansk musik, for den medvirker til at vise, hvad musikken kan: Den kan bruges i utallige sammenhænge og styrke samhørighed og fællesskab. Men musikken kan også vise forskellighed og små nicher.
Vi støtter en række arrangementer igennem Spil Dansk Ugen, spredt ud over hele Danmark, fordi vi synes, at alle skal opleve noget særligt den uge, nemlig styrken ved dansk musik. Heldigvis er der et meget stort antal arrangementer hele ugen landet over, bakket op af DR’s samlede radioflade. Det må blive en festuge for dansk musik – igen,” spår Ole Dreyer.

Spil Dansk inviterer til gratis Instrument-clinics i uge 44 fra den 31. oktober til den 4. november. Mød musikere fra Kashmir, Turboweekend, Rasmus Walter, Cody, Veto, Exec. Spillesteder i hele København åbner til fyraftenssessions fra 16-18 på hverdagene man-fre i uge 44, hvor man kan møde sin yndlingsmusiker, stille spørgsmål eller bare læne sig tilbage og lytte til livesessionen.

Tilmelding er først til mølle – bemærk begrænset antal pladser.

Læs mere på Spil Dansk.

Så er medlemsdebatten om nye vedtægter for Koda afsluttet. Der har været masser af gode indlæg, nye vinkler og spændende holdninger. Læs om mødet på Kodas hjemmeside.

Den 28. oktober kan Kodas bestyrelses endelige oplæg til nye vedtægter ses på hjemmesiden.

Kodas ekstraordinære generalforsamling afholdes den 21. november, og hvis vedtægterne sendes videre til endelig vedtagelse, afholdes anden ekstraordinære generalforsamling den 8. december. Vi håber, at fremmødet af Musikforlæggere bliver stort.