Nyheder

Til efteråret skal Koda have nye vedtægter. I den forbindelse afholdes der en række møder, som alle Kodas medlemmer inviteres til at deltage og engagere sig i.

Vedtægterne sætter blandt andet reglerne for, hvordan Kodas bestyrelse skal sammensættes, hvordan de kulturelle midler skal fordeles og kan anvendes, og for hvordan og hvornår man som medlem har stemmeret.

Kodas medlemsmøder finder sted:

Den 19. september (kl. 16-19 hos Koda)
Første høringsrunde blandt medlemmerne – med udgangspunkt i bestyrelsens udkast til nye vedtægter.
Emner til diskussion: Stemmeret, valgbarhed, udpegning til bestyrelsen, forholdet mellem forlag og autorer.

Den 10. oktober (kl. 16-19 hos Koda)
Anden høringsrunde med medlemmerne – med udgangspunkt i bestyrelsens udkast til nye vedtægter.
Emner til diskussion: Fordeling af de kulturelle midler, foreningernes roller, kulturel og forretningsmæssig grundlag for anvendelse og fordeling mellem foreningerne.

Hør Kodas formand Niels Mosumgaard fortælle, hvorfor det er vigtigt, at Kodas medlemmer deltager på medlemsmøderne og tilmeld dig møderne på Kodas hjemmeside.

JohnDet er med dyb beklagelse, at vi har modtaget meddelelsen om musikforlægger John Rasmussens død i fredags. John Rasmussen var tidligere indehaver af og direktør for Kleinerts Musik Forlag, samt formand for Dansk Musikforlæggerforening (den nuværende Musikforlæggerne i Danmark) i mere end 32 år. Han solgte i 2008 Kleinerts Musik Forlag til Wilhelm Hansens Musikforlag, for at trække sig tilbage og nyde sit otium med hustruen Ellinor og deres børn og børnebørn.

John var en markant person i musikbranchen, med et stort hjerte for musikken, og havde også øre for de forretningsmuligheder, der er forbundet med kunsten. Han arbejdede op igennem 60érne på Musikforlaget Imudico, der var ejet af britiske EMI Music Publishing, indtil han i 1972, sammen med pladeproducent Jørgen Kleinert, overtog det legendariske Kleinerts Musik Forlag. John knyttede tætte bånd til en række danske og udenlandske sangskrivere og tekstforfattere i de år, og var mellemmand på en række danske oversættelser af udenlandske hit sange. Kleinerts Musik Forlag udgav først og fremmest sangbøger og noder, men spillede også en væsentlig rolle for en række danske musikere og sangskrivere på Kleinerts pladeselskab, KMF. Mest markante var de folkekære Flemming ”Bamse” Jørgensen og John Mogensen.

Foreningsarbejdet i Dansk Musikforlæggerforening lå også Johns hjerte nær, han var en driftig formand for foreningen igennem mere end 32 år. Han tegnede foreningen bredt i musiklivet, og fastholdt musikforlæggerens væsentlige rolle i udbredelsen af autorernes værker. John Rasmussen sad i 32 år i Kodas bestyrelse for DMFF.

John døde efter en sygdomsperiode 79 år gammel. Æret være hans minde.

Ole Dreyer, formand for Musikforlæggerne i Danmark.
13.07.2016

Sidste år bidrog musikbranchen med knap 6,8 milliarder kroner til dansk økonomi. Det viser nye tal, som den samlede branche offentliggør i dag.

Musik er en milliardindustri, der bidrager til det danske samfund og skaber arbejdspladser. Det dokumenterer rapporten Dansk Musikomsætning 2015, som Rambøll har udarbejdet på vegne af den danske musikbranche. Opgørelsen viser, at de største kilder til omsætningen er henholdsvis salg af indspillet musik og livemusik. Livemusikken står for en omsætning på knap 3,9 milliarder kroner, mens den indspillede musik udgør 2,8 milliarder kroner.

Jakob Brixvold, sekretariatschef hos Dansk Live, er tilfreds med det samlede resultat: ”Når Rambølls rapport viser, at både live og indspillet musik genererer milliarder til samfundsøkonomien understreger det, at musikbranchen er en vigtig aktør i dansk erhvervsliv. Det håber vi, at de danske politikere skriver sig bag øret, når vi sammen skal finde ud af, hvordan vi kan stimulere væksten de kommende år.”

En branche i udvikling
Det er fjerde år, Rambøll laver opgørelsen på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne. Og med en omsætning på knap 6,8 milliarder i 2015 har musikbranchen oplevet en stigning på mere end 700 millioner siden 2012. Det er en vækst på 12 %.

Direktør i Rambøll, Henrik Seiding mener, det er et flot resultat: ”Rambøll har i en årrække lavet en veldokumenteret branchestatistik for den danske musikbranche. Med en omsætning på 6,8 milliarder kroner og en vækst på 12 % på blot tre år fastslår opgørelsen, at det er en branche med økonomisk pondus. Især når man sammenligner med den generelle udvikling i Danmark, hvor væksten fra 2012 til 2015 blot ligger på 1 %.”

Streaming er tredoblet
Et blik på udviklingen det seneste år viser, at især indspillet musik fortsætter sin opadgående kurve med en vækst på 5 %. Den positive udvikling kan først og fremmest tilskrives musikbranchens fokus på streaming, der i 2015 omsætter for 969 millioner kroner. Streamingomsætningen er dermed steget med 33 % på blot et år – og 203 % fra 2012 til 2015. Branchens satsning på nye, digitale tjenester, der møder forbrugernes behov, har dermed båret frugt.

Dansk Musikomsætning 2015 er opgjort på bruttoniveau og dokumenterer værdien, musik skaber i yderste led.

Læs hele rapporten her.

Fakta
Musikbranchens bidrag til samfundsøkonomien
– Musikbranchen har en omsætning på 6,757 milliarder i 2015
– Den årlige omsætning svarer til 3.931 årsværk (et årsværk udgør 37 timers arbejde i 52 uger = 1924 timer)

Indspillet musik
– Indspillet musik udgør 41,9 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 2,828 milliarder

Livemusik
– Livemusik udgør 57,3 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 3,873 milliarder

Musikeksporten
– Musikeksport udgør 8,4 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 564 millioner

Metode
– Dansk Musikomsætning opgør den økonomiske værdi på bruttoniveau – altså den økonomiske værdi, som musikken skaber i yderste led af den økonomiske værdikæde. Kigger man på årsopgørelser fra organisationerne bag opgørelsen, er det som oftest opgjort på nettoniveau. Derfor er tallene ikke sammenlignelige.

– Opgørelsesmetoden i Dansk Musikomsætning 2015 er i det store hele videreført fra opgørelserne i 2012, 2013 og 2014. Hvert år er der imidlertid foretaget metodiske reguleringer for at forbedre opgørelsen og skabe et mere præcist billede af musikkens økonomiske værdi. Det har medført et brud i opgørelsen af musikkens værdi, og derfor in-kluderer opgørelsen i år opdaterede tal for 2012 til 2014, hvor metodereguleringerne er medtaget for disse år.

Bag rapporten
– Rambøll har udarbejdet Dansk Musikomsætning 2015 på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne.

Dansk Musikomsætning 2015 vil blive diskuteret ved paneldebat på Folkemødet den 17. juni med repræsentanter fra Rambøll, Dansk Live, IFPI og DMF. Læs mere om arrangementet her.

Fotokredit: Henning Hjorth

Kunst og kultur forener kræfter på Folkemødet

Kom og mød kunstnere, kulturfolk, meningsdannere, ungdomspolitikere og andre politikere – når de diskuterer fremtidens kunst og kultur med værterne Anders Breinholt og Lene Johansen ved roret.

Hør de helt unge politikeres take på fremtidens kulturpolitik i brandtaler og debatter. Mød garvede politikere som Bertel Haarder, Pia Olsen Dyhr, Mogens Lykketoft, Mogens Jensen og Inger Støjberg samt meningsdannende kunstnere som Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Morten Kirkskov. Og traditionen tro indbyder Niels Hausgaard og Lotte Svendsen til en uforudsigelig og underholdende samtale som – måske –handler om indvandring og udflytning.

Rosengade Kunst & Kultur Live præsenterer aftenkoncerter med Fallulah, Allan Olsen, Aura Dione og Bisse og underholdende kulturquizzer, fællessang, kunst og performances m.m. Sammen med den britiske satiretegner Steve Bell og Radio24syv afsløres en helt særlig Folkemødeplakat.

Programudpluk:
• Ungdomspartiernes daglige brandtaler for fremtidens kultur.
• Bertelsen og Brügger interviewer tegneren Steve Bell, især kendt herhjemme for at tegne Lars Løkke som nazist.
• Kunstnere med en sag og politikere med et kald.
• Fremtidens tv og hvordan man fordobler et koncertpublikum.
• Anders Breinholts legendariske kulturquizshow hvor to generationer af politikere dyster.
• Koncerter hver aften med Fallulah, Allan Olsen, Aura Dione og Bisse.
• Performances samt musikalsk jam og drinks i det hyggeligste hjørne af hele Folkemødet.

Anders Breinholt og Lene Johansen er værter, flankeret af Nikolaj Sonne, Esben Bjerre og Jens Gaardbo.

Tid og sted: Folkemødet 2016, Rosengade 21 i Allinge.

Mere info: www.facebook.com/rosengadelive
Følg Kunst og Kultur Live på: www.twitter.com/kunstogkultur

Bag Rosengade Kunst & Kultur Live står:
Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Live, Koda, Danske Populær Autorer, Musikforlæggerne, Dansk Kunstnerråd, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Skuespiller Forbund, Dansk Kor Forbund, Billedkunstnernes Forbund, ORA – Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere, Organisationen Danske Museer, Jazzdanmark, ROSA – Dansk Rock Samråd, Foreningen af Kunsthaller i Danmark, IFPI, Landsdelsorkesterforeningen, Teatrenes Interesse Organisation, Dansk Solist Forbund, AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd, Danske Bladtegnere, Gramex, DJ Fotograferne og Roskilde Festival.

 

Koda kan i år fejre 90 års fødselsdag. Rigtig meget har forandret sig siden 1926, og ikke mindst den digitale udvikling gør, at Koda, som musikbranchen i øvrigt, må måle sig på sin evne til løbende at tilpasse forretningen nye distributionsformer og ændrede forbrugsmønstre. Det fremgår af Kodas Årsberetning 2015, som nu er udkommet, at med en samlet indtægt på 860,5 millioner kroner blev 2015 et rekordår i Koda. Stigende online-indtægter og en intensiveret indsats i forhold til udlandet er blandt de faktorer, der drev væksten i året, der gik.

Læs mere på Kodas hjemmeside, hvor hele årsberetningen ligger.

PrintI går løb Musikforlæggernes årlige prisfest – Carl Prisen 2016 – af stablen, for 200 indbudte gæster. Det var Pernille Rosendahl og Mikkel “Hr. Skæg” Lomborg der som konferenciers guidede publikum gennem uddelingen af de 14 priser samt 5 fantastiske musikalske indslag. Cellisten Jakob Kullberg, spillede  æresprisvinder Per Nørgårds værk “3. solosonate – What is the Word”. Blues-drengene Thorbjørn Risager og Mike Andersen, uropførte en ny fælles sang: “I Used To Love You”.  Onkel Reje aka den Carl-nominerede Mads Geertsen stod for et gakket og helt igennem fornøjeligt intermezzo med sangene “Jeg Kender Julemanden” og “Adder Badder”, kun afbrudt af et kostumeskifte i fuld offentlighed (Pernille Rosendahl fik i hvert fald set Rejen au naturel da hun skulle række ham hans tryllestav). Den sidste optræden stod det fremadstormende indie-pop band Blaue Blume for, med en af sangene fra deres albym “Syzygy”, som de i øvrigt modtog en Carl Pris for. Prisfesten blev afsluttet af acapella fælles sang af “Det er i dag et vejr”.

De to pengepriser på 30.000 kroner gik til Årets talent: The Kikos, og Per Nørgård valgte at videregive pengedelen af sin ærespris til Jakob Kullberg.

Og prismodtagerne for Carl Prisen 2016 blev:

Æresprisen: Per Nørgård

Årets klassiske komponist – stort ensemble:
Sunleif Rasmussen for Symfoni nr. 2 ”The Earth Anew”

Årets klassiske komponist – lille ensemble:
Karsten Fundal & Efterklang for operaen ”Leaves – The Colour of Falling”

Årets komponist – score:
Jonas Struck for score til filmen ”Idealisten”

Årets komponist – børnemusik:
Stine Michel for sangene i teaterforestillingen “Lyset og lykkens edderkop”

Årets komponist – roots:
Rune Thorsteinsson for sangene på albummet ”Global Compositions”

Årets komponist inden for jazz:
Jakob Bro for værkerne på albummet ”Gefion”

Årets komponist – pop:
Lukas Forchhammer, Stefan Forrest, Morten Ristorp, Morten Pilegaard (Lukas Graham) for sangene på albummet ”Lukas Graham (Blue album)

Årets komponist inden for rock:
Jonas Schmidt, Robert Jensen Buhl, Søren Jensen Buhl, Peter Bøgvad Hansen (Blaue Blume) for sangene på albummet ”Syzygy”

Årets mest spillede sang (airplay og streaming kombineret):
Karen Marie Ørsted (Mø) for “Lean On”

Årets talent (incl check på 30.000 kroner) uddelt af Anne Marie Skov fra Tuborgfondet:
The Kikos

Årets tekstforfatter:
Marie Key for teksterne på albummet ”Tænker du vi danser”

Årets internationale succes (i 2015):
Karen Marie Ørsted (Mø)

Årets sang:
”7 Years” Morten Pilegaard, David James Labrel, Christopher Stephen Brown, Lukas Forchhammer, Stefan Forrest, Morten Ristorp Jensen

Formand for Musikforlæggerne Ole Dreyer udtaler: ”2015 har været et meget stort år for danske autorer, og vi har set et hav af danske musikværker markere sig internationalt, med MØ’s ”Lean On” helt i front med over 1,3 milliard views på YouTube. Vi har med Carl Prisen 2016 hædret en række af de, der gjorde 2015 til et spændende musikalsk år indenfor alle genrer. Men lad os også huske alle de mange gode musikalske indslag som 2015 bød på, men som ikke fik en Carl Pris. Dansk musik er levende, og der er bud efter danske komponister og tekstforfattere i hele verden.”

Check Carl Prisens Facebook-side: www.facebook.com/carlprisen/ hvor der er fotos og Ærespris-video til Per Nørgård.