Mød Musikforlæggerne: Target Tunes

Mød Musikforlæggerne: Target Tunes

Et af Musikforlæggernes nye medlemmer i år er Target Tunes. Her kan du møde firmaets grundlægger og CEO Michael H. Andersen, der samtidig er direktør for hele Target Group og Mighty Music.

Hvad beskæftiger Target Tunes sig med?
”Det er svært at sige helt præcist, hvad vi beskæftiger os med. Jeg har selv lavet forlagsvirksomhed siden midten og slutningen af 1990erne. I 1996 da jeg udsendte mit første album, var jeg helt uvidende om alt. Men så var der nogle der fortalte, at når man fik en pladekontrakt, så skulle der også underskrives en forlagskontrakt. Det var sådan, det var i praksis dengang og det fortsatte jeg så med at gøre med en masse artister fremover primært indenfor metal og hard rock genrerene. Siden har der været perioder, hvor jeg har lavet andre ting, stoppet op, og ikke lavet så meget forlags virksomhed. Men det startede for alvor op igen efter jeg i en årrække havde været ansat som salgschef hos Warner Music. Efter jeg stoppede i den stilling fortsatte mit venskab med Lars Sjelle fra Warner/Chappel Music og vi signede en række artister sammen. Det var artister, som jeg signede til Target og så kom på sub-publishing via Warner/Chappel. Efterfølgende valgte jeg selv at etablere Target Tunes som et selvstændigt forlag og vi har arbejdet aktivt med det i cirka fem år. Det vi laver er, at vi udvælger nogle af de artister, som vi arbejder med i forvejen på Target Records og Mighthy Music og så går vi ind og arbejder med deres sange ofte i et samarbejde med forskellige internationale sub-forlag, hvor vi prøver at placere dem i film, spil, tv-serier og samtidig indhenter deres penge i udlandet, hvor de ikke nødvendigvis kommer ind helt af sig selv”.

I blev medlem af Musikforlæggerne i Danmark i år. Hvorfor har I valgt at blive medlem her?
”Tidligere varetog Warner/Chappel nogle af de interesser, som vi havde med Musikforlæggerne, da vi lavede sub-publishing via dem. Og så er der jo nogle kriterier for at blive medlem af Musikforlæggerne. Man skal lige have eksisteret et vist antal år og have en vis omsætning og så videre. Men da vi havde været i gang i et nogle år og havde en vis omsætning, så var det en no-brainer at blive medlem af Musikforlæggerne, simpelt hen fordi jeg ønsker at få mere indsigt i hele forlagsvirksomheden, at dele know-how og udveksle erfaringer”.

Hvad forventer I at bruge medlemskabet og Musikforlæggerne til?
”Igen – det er et spørgsmål om at netværke, at få indsigt og et spørgsmål om, at der sidder nogle folk hos Musikforlæggerne som er med i nogle bestyrelser og som ved meget mere, end jeg ved. Man kan være med til at se nogle tendenser inden de kommer. Det har været meget værdifuldt allerede nu, synes jeg, på trods af vi ikke har været super aktive. Der er også nogle puljer som er rare at få indsigt i hvordan fungerer”.

Hvor vigtigt er (musik) forlags arbejdet for jeres firma?
Det er et svært spørgsmål. I år har vores metalselskab Mighty Music 20 års jubilæum. Før det har jeg lavet nogle små udgivelser på andre selskaber og jeg har været i musikbranchen i mere eller mindre 25 år.  Target har vi haft gang i siden 2003, altså snart 15 år. Og der har det ændret sig lidt, hvad der har været fokus på og hvad der ikke har. Siden det fysisk salg inden for især de sidste fem år er blevet kraftigt reduceret og det samme med andre indtægts kilder i musikbranchen, så må man også konstatere, at hvis der er noget, der er en permanent tilstand i musikbranchen, så er det forlagsbranchen. Selve forlagsbranchen er jo ikke det mest sexede og spændende. Det er ikke det mest spændende at sidde og Koda rapportere og indhente og så videre. Det har tidligere været noget som mange musikselskaber ikke har gidet, for det kræver ret meget indsigt. Men for at vende tilbage til det her med hvor vigtigt forlagsarbejde er for vores virksomhed, så vil jeg vurdere, at det især har været rigtig vigtigt de sidste par år, hvor vi har haft meget fokus på det og prøver at lave så mange gode samarbejder med sub-forlæggere uden for landets grænser og prøver at arbejde med forskellige genrer. Vi har efterhånden også en ret stor database med musik, som vi kan tilbyde forskellige folk”.

Hvad har været jeres største (musikforlags) succes som firma i år?
”Der er ikke noget, hvor vi kan sige, den der har været kæmpe stor i år. For en del år siden var der nogle ret store ting, der skete for os, med et band som hed Rock Hard Power Spray. I år har der været bandet Lucer, som vi fik placeret i en reklame hos Royal Beer og deres Tak Rock kampagne. Det synes jeg var en pæn succes og jeg kan også mærke, at den kampagne har gjort ret meget for bandet. Der er stor efterspørgsel efter dem nu og jeg kan også se, at der kommer til at ske nogle rigtig sjove ting for dem i det nye år. Ellers vil jeg sige, at det er ret stort for os, at vi er blevet medlem af Musikforlæggerne og har fået en plads og indsigt her. Andre succes historier er, at jeg har lavet en ny aftale med Warner/Chappel omkring udvalgte artister. Det er jo ingen hemmelighed, at de store gamle forlagsvirksomheder også har en anden aftale form og struktur end for 5-10 år siden, så derfor har jeg igen valgt at arbejde sammen med Warner/Chappel. Samtidig har vi en rigtig god dialog med en del andre sub-forlag uden for landet grænser for eksempel Edition Bjorlund fra Sverige. Så i år har ligesom været  året, hvor vi har haft forlags øjnene på og hvor vi har prøvet at få etableret så mange nye samarbejder som muligt over hele verden”.

Hvad ser du som de største udfordringer for Musikforlags branchen i de kommende år?
”Den store udforing er jo, at det fysiske salg nærmest er forsvundet og mange andre indtægtskilder er ved at forsvinde. Desuden er næsten al musik blevet meget pop med stort P, når man hører radiofladerne igennem herhjemme og det er jo en udfordring, når man arbejder med de tungere genrer, som vi gør. Udfordringerne er, at der kommer til at være rigtig mange om buddet i musikforlags branchen, fordi der er mange som mangler indtægter. Det bliver en udfordring. Og udforingen for mig, som ikke udgiver pop, er, de manglende indtægter fra radioafspilninger, hvor der ellers trods alt er nogle indtægter til forlagene. Desuden kan man sige, at der bliver kæmpet meget med systemerne hos både Koda og NCB og de internationale søsterselskaber med at få det hele strømlinet og ind i nogle ordentlige databaser. Det er også en udfordring og der glæder jeg mig til, at det kommer til at fungere optimalt.”