Vedtægter for Musikforlæggerne i Danmark

1.    Navn og hjemsted

1.1.    Foreningens navn er Musikforlæggerne i Danmark. Foreningens engelske navn er The Danish Music Publishers Association (forkortet Danish MPA). Dens hjemsted er Lautrupsgade 9, 2100 København og værneting er København. 

2.    Formål

2.1.    Foreningen er en brancheforening, hvis formål er at varetage medlemmernes fælles interesser ved at arbejde for at sikre Foreningens politiske indflydelse og give medlemmerne bedst mulige erhvervsmæssige betingelser samt ved at fremme et loyalt og kollegialt samarbejde medlemmerne imellem.

2.2.    Desuden er det Foreningens opgave at uddele midler fra forvaltningsorganisationer til ansøgere herom efter nærmere bestemte kriterier og uanset ansøgernes medlemskab af Foreningen, samt indgå overenskomster med organisationer, der har tilknytning til branchen.

3.    Medlemskab

3.1.    Som medlem af Foreningen kan som udgangspunkt optages dansk domicilerede, erhvervsdrivende musikforlag, som er medlemmer af Koda. Alle medlemmer skal have originalkontrakt med danske ophavsmænd, hvis indtægter flyder igennem Koda og NCB.

3.2.    Ansøgning om medlemskab stiles til Foreningens bestyrelse på Foreningens adresse eller info@musikforlaeggerne.dk.
Ansøgning om medlemskab skal indeholde følgende obligatoriske oplysninger:

a)    Dokumentation for at alle kravene til medlemskab er opfyldt herunder virksomhedsregistrering og CVR-nummer, oplysning om medlemsnummer hos Koda og oplysning om ejerforhold for virksomheden.

b)    Oplysninger om art og omfang af den virksomhed, som eventuelle koncernforbundne selskaber driver samt oplysninger om ejerforholdene i sådanne selskaber.

c)    Oplysninger om musikforlagets seneste tre års indtægter fra Koda, NCB,  Copydan og lignende musikforlagsindtægter eller evt. for en kortere periode efter bestyrelsens skøn.

d)    Kontaktoplysninger inkl. en e-mailadresse, hvortil al kommunikation fra Foreningen til medlemmet kan foregå.

3.3.    Foreningens bestyrelse er derudover berettiget til at udbede sig rimelige, supplerende oplysninger og dokumentation om ansøgeren, som konkret skønnes relevante for en stillingtagen til et evt. medlemskab.

3.4.    Bestyrelsen træffer afgørelse om ansøgningen kan imødekommes. Bestyrelsen kan indhente udtalelser fra Foreningens medlemmer, før den træffer sin afgørelse. Bestyrelsen er berettiget til at træffe afgørelse om optagelse uagtet, at ansøgeren ikke opfylder samtlige optagelseskriterier på ansøgningstidspunktet, dog kan kravet om ansøgerens danske domicil ikke fraviges. Ligeledes kan bestyrelsen træffe afgørelse om ikke at optage en ansøger som medlem, uagtet at ansøgeren måtte opfylde kriterierne i stk. 2, hvis saglige grunde taler herfor.

3.5.    Bestyrelsens afgørelser om imødekommelse af eller afslag på ansøgninger kan af Foreningens medlemmer indbringes for Foreningens generalforsamling til endelig afgørelse, jf. proceduren i punkt 9.3.

3.6.    Undlader ansøgeren at fremkomme med obligatoriske oplysninger samt evt. supplerende oplysninger og dokumentation, som bestyrelsen finder nødvendigt for at kunne behandle ansøgningen, kan bestyrelsen dog afslå ansøgningen, uden at afslaget kan indbringes for Foreningens generalforsamling.

3.7.    Bestyrelsen kan i øvrigt for opretholdelse af det enkelte medlemskab til enhver tid kræve, at medlemmet dokumenterer at opretholde sin musikforlagsvirksomhed.

3.8.    Ved optagelse i Foreningen skal betales det af generalforsamlingen fastsatte kontingent for det igangværende kontingentår.

3.9.    Ethvert medlem skal afgive en medlemserklæring, hvori medlemmet forpligter sig til at overholde Foreningens til enhver tid gældende vedtægter, og hvor medlemmet desuden overdrager sine rettigheder i overensstemmelse med punkt 4. Det nærmere indhold af denne erklæring fastsættes af bestyrelsen. Ændringer i eksisterende erklæringer kan alene vedtages af generalforsamlingen. Vedtagne ændringer skal underskrives af alle medlemmer og træder i kraft med 6 måneders varsel + løbende måned efter vedtagelsen.

4.    Medlemsrettigheder og –pligter

4.1.    Nye medlemmer opnår rettigheder og er forpligtet som medlem, når første års kontingent og underskrevet medlemserklæring er modtaget af Foreningen.

4.2.    Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for Foreningens forpligtelser. For disse hæfter alene Foreningens formue, som den til enhver tid måtte være.

4.3.    Ved optagelse i Foreningen forpligter det enkelte medlem sig til at overholde Foreningens til hver tid værende vedtægter og andre af Foreningens regler mv. som fremgår af Foreningens hjemmeside, herunder den til hver en tid gældende ”Code of Conduct” mellem autorer og musikforlag og den til hver en tid gældende ”Code of Conduct” for Musikforlæggernes medlemmer. Det enkelte medlem forpligter sig tillige til loyalt at medvirke til fremme af Foreningens formål og interesser.

4.4.    Ved optagelse i Foreningen overdrager det enkelte medlem til Foreningen en ikke-eksklusiv ret til på alle medlemmernes vegne at indgå fælles aftaler om brug af ophavsretligt indhold med forvaltningsorganisationer, som fx Tekst & Node under Copydan og tilsvarende udenlandske organisationer, som Foreningen er eller måtte blive medlem af, så længe det sker inden for rammerne af Foreningens formål. De netop nævnte forvaltningsorganisationer overdrages samtidig en ret til at opkræve vederlag til medlemmerne af Foreningen.

Overdragelsen omfatter specifikt de rettigheder, som varetages af de kollektive forvaltningsorganisationer, som Foreningen er medlem af, navnlig foreninger under Copydan.

Medlemmet bemyndiger samtidig Foreningen til at tage nødvendige retslige eller faktiske skridt til at varetage denne ret og til at påtale enhver krænkelse af medlemmets rettigheder i forbindelse hermed.

5.    Ophør af medlemskab

5.1.    Ethvert medlemskab er baseret på de oplysninger, der for Foreningen lå til grund ved optagelsen jf. punkt 3, eller ved senere oplyste og af bestyrelsen godkendte ændringer.

5.2.    Enhver ændring af indehaverforhold og andre væsentlige forhold hos et medlem herunder – men ikke udtømmende – medlemmets indehavers dødsfald, medlemmets optagelse af medindehaver(e), medlemmets overdragelse af alle eller væsentlige dele af aktiver eller aktier/anparter, medlemmets omdannelse til selskabsform, på andre måder ændrede ejerforhold til det eller de selskaber eller virksomheder, der måtte eje det pågældende medlem, at medlemmet sættes under økonomisk administration eller grundlæggende ændringer af virksomhedens aktiviteter og formål, fx med den konsekvens at medlemmet ikke længere opretholder sin musikforlagsvirksomhed, skal straks anmeldes til bestyrelsen på medlemmets eget initiativ. Bestyrelsen træffer herefter beslutning om medlemmet under de ændrede forhold kan bevare sit medlemskab, eller om ændringerne medfører, at medlemmet skal ekskluderes.

5.3.    Ved manglende underretning af Bestyrelsen om ovenstående forhold kan Bestyrelsen kræve meddelelse om forholdene straks samt træffe beslutning om at ekskludere medlemmet alene på grund af den manglende overholdelse af oplysningspligten.

5.4.    Bestyrelsen kan også vælge at lægge beslutningen om evt. eksklusion pga. ovennævnte forhold ud til generalforsamlingen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kan alene ske på grundlag af en indstilling herom fra en enig bestyrelse og med det flertal, der fremgår af punkt 9.3.

5.5.    En generalforsamling kan i øvrigt med det flertal og den tidsfrist, der fremgår af punkt 9.3. ekskludere et medlem, hvis medlemmet:

a.    Væsentligt overtræder Foreningens vedtægter eller

b.    Undlader at efterkomme bestyrelsens påbud om at genoprette sin overtrædelse af vedtægterne, eller

c.    Væsentligt skader Foreningens omdømme eller modarbejder Foreningens opnåelse af dets formål og faglige interesser, eller

d.    I øvrigt væsentligt misligholder eller undlader at opfylde sine medlemsforpligtelser eller

e.    I øvrigt optræder på en for Foreningen uværdig og illoyal måde.
Ved flere gentagne handlinger, som hver for sig ikke kan betegnes som væsentlige, kan væsentlighedskriteriet opfyldes.

5.6.    Et medlem, som er indstillet til eksklusion, har ret til at være til stede og til at udtale sig på den generalforsamling, hvor indstillingen behandles, og har i dette spørgsmål samme stemmeret, som medlemmet ordinært ville have haft, hvis indstillingen om eksklusion havde drejet sig om et andet medlem.

5.7.    Ved en påtænkt fremtidig ændring af indehaverforhold kan et medlem kræve et forhåndstilsagn fra bestyrelsen om, hvorvidt medlemskabet kan bevares. Bestyrelsens svar meddeles hurtigst muligt man kan dog tidligst forventes meddelt efter at bestyrelsen har haft lejlighed til at drøfte forholdet på et ordinært bestyrelsesmøde samt evt. konsultere faglig bistand udefra.

5.8.    Bestyrelsen er til hver en tid beføjet til at påtale overtrædelser, som muligt kan føre til eksklusion, samt give påbud om at genoprette overtrædelsen med henblik på at forsøge at undgå eksklusion.

5.9.    Hvis et medlem ikke rettidigt betaler medlemskontingent, er bestyrelsen berettiget til at ekskludere medlemmet, hvis kontingentet ikke er betalt efter udløbet af en 14-dages påkravsfrist.

5.10.     Er et medlem ekskluderet på baggrund af manglende rettidig betaling, kan medlemmet alene på ny opnå medlemskab, hvis betingelserne i punkt 3 er opfyldt på betalingstidspunktet.

5.11.     Udmeldelse kan kun ske pr. e-mail til denne adresse: info@musikforlaeggerne.dk med mindst 6 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

5.12.     Ophører medlemsretten, uanset af hvilken grund, fortaber medlemmet enhver ret til andel i Foreningens eventuelle formue.

6.    Midler fra forvaltningsorganisationer

6.1.    Foreningen modtager kulturelle midler hidrørende fra aftaler med Koda eller andre kollektive forvaltningsorganisationer, der måtte træde i stedet herfor, i det følgende blot refereret til som Koda.

6.2.    Midlerne består først og fremmest af rettighedsmidler, som fordeles til kvalificerede ansøgere herom. Rettighedsmidler deles ud i form af legater eller projektstøtte eller som midler til brug for kulturelle formål. Foreningen er berettiget til at fradrage en andel af de modtagne midler til dækning af dens udgifter i forbindelse med administrationen af midlerne i henhold til indgåede aftaler og de til enhver tid gældende regler herfor.

6.3.    Foreningen fordeler og administrerer midlerne i fuld overensstemmelse med de til hver tid gældende politikker og regulativer fra Koda’s bestyrelse, samt relevant lovgivning på området, som i videst muligt omfang er offentliggjort på Foreningens hjemmeside.

6.4.    De samlede midler til senere fordeling efter ansøgning indsættes på en separat konto hos Foreningen.

6.5.    Foreningen er forpligtet til at give oplysninger om anvendelsen af midlerne til brug for Koda’s hjemmeside, herunder med angivelse af samtlige modtagere af legater og/eller projektstøtte. Afviste ansøgninger må ikke offentliggøres.

6.6.    Ved imødekommelse af en ansøgning om midler, er midlerne øremærket til det i ansøgningen beskrevne og kan alene udbetales til ansøgeren af bevillingen. Ved meddelelse om bevillingen gives også meddelelse om tidspunktet for faktisk modtagelse af midlerne. Retten til midlerne bortfalder, hvis det støttede projekt og/eller ansøgeren i tidspunktet mellem bevilling og udbetaling ophører med at eksistere.

6.7.    Alle midler, som af de i stk. 1-5 nævnte grunde ikke udbetales trods oprindelig bevilling, indsættes på separat konto og fordeles til andre ansøgere efter de til hver til gældende almindelige fordelingsprincipper.

7.    Generalforsamling

7.1.    Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned og skal indeholde følgende dagsorden:

a.    Valg af dirigent og referent.

b.    Beretning om Foreningens virksomhed.

c.    Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse.

d.    Valg af bestyrelsesleder, hvis denne er på valg. Bestyrelseslederen vælges for 2 år ad gangen.

e.    Valg af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som er på valg. Bestyrelsesmedlemmer vælges på skift for 2 år ad gangen.

f.    Valg af 1 suppleant. Suppleanten vælges for 1 år ad gangen.

g.    Valg af revisorer samt valg blandt medlemmerne af suppleant for kritisk revisor, jf. punkt 14.

h.    Fastsættelse af kontingent.

i.    Forslag fra medlemmerne. Sådanne forslag skal være sekretæren i hænde senest den 15. marts og skal tilsendes medlemmerne inden generalforsamlingen.

j.    Forslag fra bestyrelsen. Sådanne forslag skal tilsendes medlemmerne inden generalforsamlingen.

k.    Eventuelt.

7.2.    Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelseslederen eller 2 bestyrelsesmedlemmer eller ¼ af medlemmerne af Foreningen forlanger det. Forlangendet skal være ledsaget af forslag til dagsorden.
Generalforsamlingen indkaldes med 2 ugers varsel, dog skal datoen for afholdelse af generalforsamlingen være medlemmerne bekendt senest 4 uger før.

7.3.    Hvis man ønsker opstilling til bestyrelsen, skal meddelelse herom med en kort præsentation af kandidaten være sekretæren i hænde senest 18 dage før datoen for generalforsamlingen. Dette gælder dog ikke, hvis man ønsker opstilling til suppleantposten. Meddelelsen og præsentationen skal tilsendes medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

7.4.     Ethvert medlem har møde- og taleret på generalforsamlingen. Medlemmet kan møde ved den eller de ansvarlige indehavere, ved bestyrelseslederen eller – efter anmeldelse – ved en direktør eller prokurist. Derudover kan et medlem medbringe en rådgiver.

7.5.    Hvis et eller flere Majorselskaber opstiller kandidat(er) til valg til bestyrelsen, og der ikke i forvejen sidder et Majorselskab, udvides bestyrelsen med et yderligere medlem. Denne/disse kandidat(er) er på valg sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som er på valg, jf. dagsordenens punkt e.

7.6.    Hvis ingen af de af Majorselskaberne opstillede kandidater opnår valg til bestyrelsen, tilfalder suppleantposten automatisk den af de af Majorselskaberne opstillede kandidater, der opnåede flest stemmer under dagsordenens punkt e. Dagsordenens punkt f (Valg af 1 suppleant) bortfalder da.

7.7.    Følgende medlemmer er Majorselskaber: Warner Chappell Music Denmark og Sony Music Publishing Denmark.

7.8.    Generalforsamlingen vælger først bestyrelsesleder. Herefter vælges de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Dernæst vælges suppleanten. Hvis ingen opstiller til bestyrelseslederposten på generalforsamlingen vælges bestyrelsen, som så skal konstituere sig efterfølgende med en bestyrelsesleder.

7.9.    Den valgte bestyrelsesleder er automatisk medlem af Koda’s bestyrelse. De øvrige to musikforlagsrepræsentanter i Koda’s bestyrelse skal vælges på Koda’s generalforsamling af de stemmeberettigede musikforlagsmedlemmer af Koda. Bestyrelsen vælger selv de medlemmer, der skal være medlem af udvalg eller andre organisationers bestyrelse.

7.10.    Fuldmagt kan gives til et andet medlem, forudsat at det pågældende medlem er stemmeberettiget. Et medlem kan højst møde med to fuldmagter. Medlemmer, der er i kontingentrestance, kan ikke udøve stemmeret eller afgive stemme ved fuldmagt for andre medlemmer.

7.11.    Generalforsamlingen kan i tilfælde af begrundet mistillid til et medlem eller til hele bestyrelsen afsætte et medlem eller hele bestyrelsen.
Ved afsættelse af et menigt medlem træder suppleanten ind i bestyrelsen og der vælges en ny suppleant.
Ved afsættelse af bestyrelseslederen indsættes vicebestyrelseslederen som bestyrelsesleder, suppleanten indtræder som menigt medlem af bestyrelsen og der vælges ny suppleant.

Ved afsættelse af hele bestyrelsen vælges på generalforsamlingen straks en ny og midlertidig bestyrelse samt en midlertidig bestyrelsesleder. Den midlertidige bestyrelse konstituerer sig straks. En ny bestyrelse skal vælges på en ekstraordinær generalforsamling, som indkaldes af den midlertidige bestyrelse med 2 ugers varsel senest 4 uger efter konstitution af den midlertidige bestyrelse.

8.     Digital generalforsamling

8.1.     Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes digital generalforsamling.

8.2.     Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.

En sådan beslutning skal som hovedregel altid ske ved indkaldelsen til generalforsamlingen. Beslutningen kan dog undtagelsesvist også træffes efter indkaldelsen.

8.3.     Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at denne afvikles på betryggende vis. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

8.4.     Bestyrelsen skal oplyse medlemmerne om, hvordan de digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen.

8.5.     Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.

9.    Quorum og stemmeregler

9.1.    En generalforsamling er kun beslutningsdygtig, hvis mindst 1/3 af Foreningens medlemmer er mødt eller repræsenteret ved fuldmagt.

9.2.    Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal, medmindre andet er bestemt i vedtægterne.

9.3.    Til vedtagelse om:

a.    et medlems optagelse eller eksklusion,

b.    ændring af vedtægterne,

c.    afsættelse af hele eller dele af bestyrelsen på baggrund af begrundet mistillid eller

d.    Foreningens opløsning
kræves, at punktet er optaget på generalforsamlingens dagsorden, og at forslaget vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer. Forslag, der vedrører punkt 9.3., a) og c) kan alene bringes til afstemning, hvis de forhold, der ligger til grund for et medlems anmodning om at fremsætte punktet på dagsordenen ikke har fundet sted tidligere end 1 år før medlemmets anmodning om fremsættelse af forslaget, medmindre der er tale om forhold, som medlemmet ikke med rette kunne forventes at have kendskab til på et tidligere tidspunkt i medfør af forholdets konkrete karakter.

Hvis et sådant forslag alene opnår almindeligt simpelt flertal, kan forslaget genfremsættes på en ny, ekstraordinær generalforsamling tidligst 2 uger og senest 4 uger efter den første.

9.4.    Indkaldelse til denne ekstraordinære generalforsamling skal nøje angive forslaget og dets behandling på den første generalforsamling. På denne ekstraordinære generalforsamling kan forslaget vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer.

9.5.    Et medlem har minimum én stemme på generalforsamlingen. Et medlem kan opnå højst fem stemmer. Selskaber, som er koncernforbundne efter dansk selskabsret, kan højst opnå samlet stemmeret med fem stemmer, jf. også punkt 10.4.

Antallet af stemmer fastslås ud fra følgende omsætningsinterval:

a)    Kr. 0 – kr. 100.000    1 stemme

b)    Kr. 100.001 – kr. 250.000    2 stemmer

c)    Kr. 250.001 – kr. 500.000    3 stemmer

d)    Kr. 500.001 – kr. 1.000.000    4 stemmer

e)    Over kr. 1.000.000    5 stemmer

Et medlems omsætning beregnes ud fra den af medlemmet oplyste omsætning, dvs. indtægter fra Copydan, Koda, NCB, synkroniseringsindtægter mv.
Bestyrelsen udarbejder et skema, hvor alle i denne sammenhæng relevante indtægter anføres. Skemaet sendes til en uvildig person udpeget af bestyrelsen senest en måned før afholdelsen af generalforsamlingen. Hvis skemaet ikke er denne person i hænde indenfor fristen, vil medlemmet alene have 1 stemme på førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen kan forlange revisorpåtegning på omsætningsskemaet.

9.6.    Over forløbet af generalforsamlinger føres referat, der underskrives af dirigenten og bestyrelseslederen.
Referatet udsendes til medlemmerne senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse.

10.    Kontingent

10.1.    Foreningens medlemmer betaler et årligt kontingent, der opkræves af bestyrelsen.

10.2.    Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter bestyrelsens indstilling.

10.3.    Det enkelte medlems kontingent fastsættes ud fra, hvor mange stemmer medlemmet er berettiget til ifølge omsætningsintervallet i punkt 9.5. Alle medlemmer betaler et såkaldt basis kontingent. Basiskontingentet suppleres med et tillæg i de tilfælde, hvor et medlem har mere end én stemme jf. punkt 9.5. Tillæggets størrelse afhænger konkret af, hvor mange yderligere stemmer medlemmet har. Se særligt om koncernforbundne selskaber i punkt 10.4. Generalforsamlingen kan efter forslag fra bestyrelsen beslutte i tillæg her til at lade øvrige parametre være med til at afgøre størrelsen af det enkelte medlems kontingent eller til at forhøje kontingentet ud over, hvad der følger af stemmetallet.

10.4.    Selv om selskaber, som er koncernforbundne, højst kan udøve stemmeret med samlet set fem stemmer for hele koncernen, jf. punkt 9.5, skal alle medlemmer, der indgår i koncerner desuagtet betale fuldt kontingent for det maximale antal stemmer, som tilkommer medlemmet (maksimalt 5), samt desuden et basiskontingent for en stemme per yderligere koncernforbundet medlem. Således også i de tilfælde hvor medlemmets faktiske stemmeret konkret måtte være begrænset eller ikke- eksisterende som følge af koncernens egne interne fordeling af sit max. stemmetal jf. punkt 9.5.
Koncernforbundne selskabers samlede kontingent kan dog maksimalt udgøre et beløb, der svarer til 5 stemmer (punkt 9.5.), i tillæg til et basiskontingent pr. yderligere selskab i koncernen (punkt 10.3).

10.5.    Bestyrelsen kan opkræve a conto-kontingent for et kalenderår frem til en ordinær generalforsamlings afholdelse.

11.    Medlemsmøder

11.1.    Foreningens bestyrelse indkalder til mindst 2 medlemsmøder om året. På medlemsmøder kan drøftes forhold, der har betydning for eller forbindelse til Foreningen. Afstemninger eller tilkendegivelser på medlemsmøder er kun vejledende for bestyrelsen.

11.2.    Medlemmer, der ønsker foreningsanliggender definitivt afgjort, er henvist til at lade sådanne anliggender behandle på en generalforsamling.

12.    Bestyrelsen

12.1.    Foreningens arbejde ledes af bestyrelsen, således som den er valgt af generalforsamlingen, jf. punkt 7.

12.2.    Bestyrelseslederen vælges på generalforsamlingen, mens bestyrelsen konstituerer sig selv med en vicebestyrelsesleder og tre menige medlemmer, alternativt to, hvis ingen Majorselskaber opstiller kandidater til valg til bestyrelsen, jf. punkt 7.5.

12.3.    Som medlemmer til bestyrelsen kan alene vælges personer, der på tidspunktet for afholdelse af generalforsamlingen er ejer af eller ansat af en virksomhed, der er medlem af Foreningen. Hvis personens ejerforhold eller ansættelsesforhold ændrer sig i løbet af en valgperiode, bevarer personen sin plads i bestyrelsen valgperioden ud. Der kan kun vælges ét bestyrelsesmedlem fra hvert medlem. Tilsvarende gælder for koncerner efter dansk selskabsret, som kun kan have ét medlem af bestyrelsen uanset hvor mange medlemmer denne koncern måtte have af Foreningen.

12.4.    Hvis Foreningen ikke har en ansat sekretær, konstitueres ét af bestyrelsesmedlemmerne som kasserer.

12.5.    Bestyrelsens forretningsprocedure er som følger, foruden de i den supplerende forretningsorden jf. punkt 12.13, anførte:

a.    Bestyrelsen er beslutningsdygtig når over halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer, herunder enten bestyrelseslederen eller vicebestyrelseslederen, er repræsenteret. Alle bestyrelsesmedlemmer skal så vidt muligt have haft lejlighed til at deltage i behandlingen af sagen.

b.    Bestyrelsen træffer afgørelse med simpelt stemmeflertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Ved stemmelighed er bestyrelseslederens stemme afgørende.

c.    Bestyrelsesmøder afholdes som udgangspunkt ved fysisk fremmøde. Er et medlem forhindret i at deltage fysisk ved et bestyrelsesmøde, kan vedkommende med bestyrelseslederens tilladelse deltage ved hjælp af skype, telefon el.lign.

d.    Bestyrelseslederen kan i særlige tilfælde afgøre eller træffe beslutning i en sag uden at forelægge denne for bestyrelsen, hvis sagen er af uopsættelig karakter, og hvis øjemedet ellers ville forspildes.

e.    Hvis der træffes afgørelse eller beslutning efter punkt d., skal afgørelsen, notat om afgørelsen eller beslutningen snarest muligt sendes til bestyrelsesmedlemmerne med e-mail. Ved førstkommende bestyrelsesmøde, efter at en afgørelse er blevet truffet efter punkt d, skal bestyrelseslederen orientere bestyrelsen om afgørelsen, herunder de forhold der nødvendiggjorde, at afgørelsen blev truffet, uden at sagen blev forelagt for bestyrelsen.

f.    Suppleanten har møde- og taleret til bestyrelsens møder, men suppleanten har ikke stemmeret til møderne.

g.    Bestyrelsens medlemmer inkl. suppleanten skal over for offentligheden handle loyalt over for de af bestyrelsen trufne afgørelser.

12.6.    De navngivne enkeltpersoner, der er medlem af bestyrelsen kan ikke samtidig være medlem af bestyrelsen for en komponistorganisation eller for IFPI.

12.7.    Hvis et bestyrelsesmedlem midlertidigt eller permanent er forhindret i at varetage sit hverv, indtræder suppleanten i bestyrelsen, indtil medlemmet igen kan varetage sit hverv.

12.8.    Hvis bestyrelseslederen fratræder midt i en periode, træder vicebestyrelseslederen ind som bestyrelsesleder, bestyrelsen vælger ny vicebestyrelsesleder suppleanten indtræder og bestyrelsen konstituerer sig således på ny.

12.9.    Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale.

12.10.    Bestyrelsen er forpligtet til løbende at holde Foreningens medlemmer orienteret om Foreningens arbejde og kan nedsætte arbejdsudvalg blandt medlemmerne til forberedelse og behandling af særlige spørgsmål.

12.11.    Bestyrelsen skal ved sammensætningen af arbejdsudvalg tage hensyn til medlemmernes særlige kompetencer og kan lægge spørgsmålet om nedsættelsen af arbejdsudvalg ud til drøftelse på et medlemsmøde.

12.12.    Bestyrelsen og suppleanten modtager et rimeligt vederlag i forhold til den arbejdsindsats, den har udøvet i et givent år.

12.13.    Bestyrelsen vedtager en forretningsorden for sit arbejde.

13.    Tegning

13.1.    Foreningen tegnes af bestyrelseslederen eller, i dennes forfald, af vicebestyrelseslederen samt et bestyrelsesmedlem.

14.    Regnskabsår, regnskabsaflæggelse og revision

14.1.    Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet, omfattende driftsregnskab og status, skal foreligge i revideret stand, så det kan udsendes med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

14.2.    Regnskabet undergives regnskabsmæssig revision af en statsautoriseret revisor såvel som kritisk revision af en revisor valgt blandt medlemmerne. Begge revisorer samt suppleant for foreningens kritiske revisor vælges på den ordinære generalforsamling. Begge revisorer og suppleanten vælges for et år ad gangen.

15.    Foreningens opløsning

15.1.    Opløsning af Foreningen kan kun vedtages på en generalforsamling efter afstemningsreglerne i punkt 9.3.

15.2.    På den generalforsamling, hvor Foreningens opløsning besluttes, træffes der samtidig beslutning om, hvad der skal ske med Foreningens eventuelle formue.
Godkendt på medlemsmødet den 4. oktober 1973.

Ændret den 21. maj 1986, den 7. februar 1989, den 31. maj 2000, den 23. april 2002, den 28. april 2005, den 26. april 2006, den 24. april 2008, den 27. april 2010, den 19. april 2012, den 28. april 2014, den 1. oktober 2015, den 20. april 2017, den 19. april 2018, den 15. juni 2020, den 28. maj 2021 og den 27. januar 2022.