Ansøgning om optagelse i Musikforlæggerne

For at kunne optages som medlem af Musikforlæggerne skal forlaget almindeligvis opfylde følgende:

  1. Være domicileret i Danmark.
  2. Være myndighedsregistreret i Danmark med CVR nummer.
  3. Være forlagsmedlem af KODA.
  4. Have et behørigt antal værker af danske ophavsmænd, der er medlem af KODA og ikke med i forlagets ejerkreds.
  5. Oplyse seneste 3 års forlagsindtægter fra KODA, NCB og Copydan. Kravet er ca. 30.000 kr. årligt gennem seneste tre år.

Juniormedlemskab tilbydes som noget nyt i foreningen:

Musikforlag i opstartsfase, som endnu ikke har en årlig omsætning på 30.000 kr., tilbydes medlemskab af Musikforlæggerne til et reduceret kontingent svarende til halvdelen af basiskontingentet, jf. punkt 10.3 i de første tre regnskabsår efter optagelsen. Såfremt et nyt medlem vælger at benytte denne ordning, er medlemmet uanset sin omsætning alene berettiget til én stemme på generalforsamlingen, jf. punkt 9.5, i de pågældende år.
Medlemmer, der gør brug af den reducerede kontingentordning, er ikke berettiget til samtlige de medlemsfordele, der tilkommer medlemmer, som betaler fuldt kontingent. Se mere under medlemsfordele. 

 

Ønsker man at søge om optagelse i Musikforlæggerne, skal nedenstående ansøgningsskema udfyldes og mailes sammen med oplysninger om seneste 3 års forlagsindtægter samt udtræk fra KODAs database over forlagets danske originalværker (bemærk venligst at udtrækket skal laves af KODA, og kan ikke trækkes fra Mit KODA) til Musikforlæggernes sekretariat på sekretariat@musikforlaeggerne.dk.

Ansøgningen vil blive behandlet på førstkommende bestyrelsesmøde, hvorefter bestyrelsen i positivt fald indstiller forlaget til optagelse på førstkommende medlemsmøde.

Link til ansøgningsskema