Carl Prisen 2014

Den 25. april 2014 blev Carl Prisen uddelt for anden gang foran et særlig indbudt publikum i Mogens Dahl Koncertsal. De to konferenciers, dirigent og komponist Michael Bojesen og forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen, styrede showet med humor og indsigt. Igen i år afsluttedes med en fællessang, styret af Bojesen.

DMFF’s formand Ole Dreyer overrakte DMFF’s Ærespris til komponisten, musikeren og musikforlæggeren Bent Fabricius-Bjerre. Han blev præsenteret for en smuk og overraskende version af ”Forelsket i København” sunget af Sinne Eeg og Mads Mathias, akkompagneret af Michael Bojesen live. Ikke et øje var tørt, og Bent Fabricius-Bjerre fik den ærefulde pris under stående ovationer. Særligt hans kolleger blandt DMFF og komponisterne udtrykte kæmpe respekt for hans mangeårige brede virke i musikbranchen, og stor glæde ved, at netop han fik prisen. Bent Fabricius-Bjerre modtog udover sin Carl Pris et legat fra Tuborg Fondet, som skulle videregives til et særligt talent, som han gerne vil bringe i fokus. Bent valgte at give dette skulderklap til Louise Alenius. Hun optrådte efter ovation og takketale sammen med Soma Allpass.

Ved prisfesten optrådte i øvrigt Folkeklubben og Rasmus Walter.

Vinderne i de forskellige kategorier blev:

ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST – Stort ensemble
Thomas Agerfeldt Olesen (Wilhelm Hansen Musikforlag)

ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST – Lille ensemble
Poul Ruders (Wilhelm Hansen Musikforlag)

ÅRETS KOMPONIST – Roots
Allan Olsen

ÅRETS KOMPONIST – Jazz
Carsten Dahl (Wilhelm Hansen Musikforlag)

ÅRETS KOMPONIST – Børnemusik
Jan Rørdam/William Rørdam/Kristian Gintberg

DMFFs ÆRESPRIS 2014 (Sponsoreret af Tuborgfondet)
Bent Fabricius-Bjerre, som videregav de 25.000 kroner til Louise Alenius

ÅRETS MEST SPILLEDE SANG
“Uden Forsvar” Marie Key – Marie Key/Andreas Sommer

ÅRETS KOMPONIST – Pop
Mads Langer

ÅRETS KOMPONIST – Rock
Michael Poulsen (EMI Music Publishing)

ÅRETS INTERNATIONALE GENNEMBRUD
Karen Marie Ørsted/Ronni Vindahl (Reverb/Lifted Publishing)

ÅRETS TALENT (Sponsoreret af Tuborgfondet)
Robin Hannibal/Coco O

ÅRETS TEKSTFORFATTER
Kira Skov (Sundance Publishing)

ÅRETS SANG
”Hey Love” Quadron – Robin Hannibal/Coco O/Fraser T. Smith/Alexandra Leah Tamposi

Igen i år blev Carl Prisfesten en stor succes for DMFF, hvor fokus rettedes imod komponister og tekstforfattere i Danmark. Der var fornemt fremmøde og deltagelse af glade vindere og et festklædt publikum, som efter den officielle prisuddeling fortsatte i Carl baren, hvor der var Carl’s Special, cocktails, en hyggepianist og ikke mindst pølsesymfoni.

DMFF’s formand Ole Dreyer var en meget tilfreds mand efter prisuddelingen:

”Jeg er på DMFFs vegne stolt af Carl Prisfesten, og særligt glad for, at den nu efter sit andet år er en etableret tradition. DMFF har markeret, hvor seriøst komponister og tekstforfattere bør tages, og jeg håber, at vi er i stand til at fortsætte traditionen, så Carl Prisen fastholder den store interesse hos medier og musikbranche. Carl Prisen er en meget vigtig anerkendelse af de skabende kunstneres arbejde inden for musikken. Jeg glædes ved, at vi kunne hylde så forskelligartede komponister som f.eks. Marie Key, Poul Ruders, Michael Poulsen (Volbeat), Allan Olsen og Carsten Dahl i dag. Jeg er meget stolt over, at vi har tildelt vort mangeårige medlem – og foreningens kritiske revisor – Bent Fabricius-Bjerre vores ærespris. Det er altid noget særligt at modtage en ærespris, og specielt en fra kollegerne. Og ingen har fortjent den som Bent.”

Film fra Carl Prisen 2014